Mandag begynder VM i trial i Kina, og Jonas Kristiansen håber på at kunne gentage bedriften fra september, hvor han kørte sig i sin første World Cup-finale i Antwerpen - men han er oppe mod den absolutte verdenselite og går til opgaven med stor ydmyghed.

Jonas Kristiansen har længe været inde i en positiv udvikling, og for godt en måned siden formåede det unge danske trial-talent så at tage et stort karrieremæssigt skridt, da han sikrede sig en af seks pladser i en World Cup-finale - og VM-forberedelserne har været gode:

"Formen føles rigtig god - specielt efter en vellykket to-ugers træningslejr i Spanien," siger Jonas Kristiansen.

Selvom World Cup-afdelingen i Berlin ikke gik som ønsket, kan Kristiansen se tilbage på en god World Cup-serie, og når det gælder VM - årets største konkurrence - er Kristiansen forsigtig optimist:

"Mine ambitioner for konkurrencen er at forbedre sidste års 11.-plads og forhåbentlig få en placering i top 6, som går videre til finalen," slutter Kristiansen.