I weekendens tredje afdeling af årets World Cup i trial lykkedes det Jonas Kristiansen at kvalificere sig til finalen.

Jonas Kristiansen har længe arbejdet på at køre sig i en World Cup-finale, og i et regnvådt Antwerpen lykkedes det endelig den danske trial-rytter at køre sig ind blandt de seks bedste i en World Cup-afdeling.

Sektionerne var i sig selv voldsomt udfordrende, og regnen betød, at kravene til præcision blev endnu højere. Kristiansen kørte en fejlfri sektion 2 og lå dermed nummer tre, men kampen var tæt i toppen, og efter at have kørt flot og fejlfrit over nogle store hooks i sektion 3 var han i et hop fra en king-size Lotto-kugle få centimeter fra centrum i afsættet, hvilket medførte et vrid, og ved landingen tabte han balancen - en ærgerlig fejl, der kostede 5 points.

Samlet endte Jonas Kristiansen på en flot femteplads og beviste dermed for alvor, at han kan gøre sig gældende i toppen af World Cuppen - og med en konstant stigende form- og resultatkurve er der grund til optimisme før sidste afdeling i Berlin den 13. og 14. oktober og ikke mindst før VM i Kina i midten af november.