BESTSELLERs Olympiske Håb uddeles i januar for for niende gang - og i år er Julius Johansen blandt de tre nominerede.

BESTSELLERs fornemme pris gives til en ung og lovende dansk atlet med en positiv attitude, olympiske drømme og med stort potentiale inden for sin sport, og vinderen vil modtage støtte frem mod de kommende Olympiske Lege i Tokyo 2020.

De tre nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2017 er:

  • Julius Johansen (cykling)
  • Emil Petersen (skeetskydning)
  • Julie Frølund Funch (kajak)

I nomineringen hedder det blandt andet, at Julius Johansen har fødderne solidt plantet på jorden, selvom han er et af de største talenter nogensinde i dansk cykling - og at hans seks internationale medaljer det seneste år både er et bevis på et ekstraordinært fysisk præstationsniveau og en usædvanlige mentale viljestyrke og gør ham til en stærk kandidat til at vinde olympisk medalje allerede i 2020.

BESTSELLER uddeler prisen, som en del af det olympiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark. Med prisen følger 100.000 kroner inklusive et tøjsponsorat på 25.000 kroner. Støtten skal hjælpe vinderen på vejen mod at opfylde hans eller hendes olympiske drømme.

Vinderen bliver præsenteret ved den årlige sportsgalla ’Sport 2017’ i Jyske Bank BOXEN, Herning, den 6. januar 2018. Showet vises live på DR1.

< tilbage til forsiden