I vores moderne verden er der efterhånden mange ting, der bliver udliciteret. I enkelte tilfælde gælder det også juniorlandsholdet i landevejscykling.

Der er mange løb i kalenderen for landevejsholdene, og det kan ærligt talt være svært at deltage i dem alle sammen. Man kan jo som bekendt kun være ét sted ad gangen. Der bliver dog sat nogle gode point over styr, hvis man for eksempel skipper en afdeling af Nations Cup. Og hvad gør man så? Man finder selvfølgelig et alternativt landshold, som kan repræsentere Danmark og vise den rød-hvide trikot frem for omverdenen.

Danmarks Cykle Union har igennem flere år udliciteret enkelte løb til juniorteams, fordi det simpelthen ikke er muligt at deltage i alt. Derfor har man informeret ledere af de danske teams om, hvilke løb de kan byde ind på i løbet af året. Nogle gange tager et team af sted alene, og andre gange slår flere teams sig sammen og fungerer som juniorlandshold for en stund.

Der er en enormt stor bredde i den danske juniorklasse, og udliciteringen giver flere ryttere muligheden for at køre løb i udlandet. Niveauet er et af de højeste nogensinde hos U19-herrerne, og ved at lade danske teams drage af sted til udlandet er man med til at udvikle flere talenter og give dem erfaring med internationale løb. I år har der været to muligheder for at være landshold i et løb. Det gælder Trophee Centre Morbihan Nations Cup, som blev kørt i maj, og One Belt One Road Nations Cup i Ungarn, som køres i august. Førstnævnte løb har været udliciteret flere gange, da dette løb kolliderer med Tour du Pays de Vaud.

Team Sparekassen Danmark Talent er det seneste hold, der har trukket i landsholdstøjet og været landsholdsryttere i et løb. De deltog i Trophee Centre Morbihan Nations Cup i Frankrig fra den 21. til den 22. maj. Her får du hele beretningen om, hvordan det gik det nye juniorlandshold – fortalt af team manager Ulrik Falentin Sund:

Landstræner Michael Berling godkendte for nogle måneder siden, at juniorteam Team Sparekassen Danmark Talent kunne repræsentere Danmark i Trophee Centre Morbihan Nations Cup i Frankrig den 21. og 22. maj 2022. En meget stor ære for teamet og fantastisk support og støtte fra Michael og DCU. I den weekend var de landsholdsryttere og meget ydmyge og stolte. Flere udbrød enslydende, spontant: “Det er stort, det her”. Vi var i staff helt enige med de seks ryttere:

Jacob Falentin Sund
Benjamin Holtebo
Tobias Mosbæk
Oscar Rønn
Jens Bjerregaard
Morten Andreasen

Vi ankom fredag, hvor vi om aftenen var klar til teampræsentationen i Lacminé, hvor hele byen bakkede flot op. Smukt med de mange landshold og fantastisk stemning. Tidligere på dagen var vi til teammanagermøde, som hovedsageligt foregik på fransk. Heldigvis havde de lavet et notat på engelsk med de allervigtigste detaljer. Vi fik her for alvor indtrykket af, hvor stort dette løb er, som blev kørt for 27. gang. Danmark – og det vil sige os – fik bil nr. 3, hvilket var en rigtig fin lodtrækning og ensbetydende med, at vi ville få oplevet feltet helt tæt på.

Efter teammanagermødet var de unge ryttere klar i landsholdstøjet og voksede nogle centimeter. Dernæst rullede de en tur og fik prøvekørt enkeltstartsruten, der skulle køres på 2. etape. 7 km med 100 højdemeter fordelt på tre stigninger. En af de hårde enkeltstarter, hvor koncentration, mod og gode ben er vigtige ingredienser. Efter præsentationen kørte vi til hotellet i Vannes, hvor vi fik første vigtige erfaring med at komme i god tid. De andre lande på hotellet havde spist forretsbuffeten, og hurtigt løb de tør for ris til hovedretten. Det skete ikke igen. Dernæst de sidste klargøringer og fokus på ro og hvile.

Første etape på 115 km med start og mål i Pluvigner begyndte kl. 14.05, og efter endnu en præsentation af landsholdene for det lokale publikum kom vi nu til det velkendte. De første tråd og fornemmelsen var god. Tidligt udbrud af en meget stærk, engelsk rytter Joshua Tarling, der kørte i soloudbrud. Han forblev i front resten af etapen. Formentlig en af de næste unge ryttere, som vi ser på World Touren. Han blev nr. 2 ved VM i enkeltstart som 1. års junior – kun slået af Gustav Wang, Danmark.

De første 40 km gik rigtig godt, men de næste 3 til 10 km oplevede vi et sandt helvede i teambilen. Først måtte Morten Andreasen slippe feltet og kom desværre ikke tilbage igen, da feltet aldrig slap trådet og konstant jagtede nogle få ryttere, der maksimalt fik 55 sekunder til feltet. Dernæst blev tre ryttere involveret i et mindre styrt, hvor de derefter kom til at jagte feltet. Så meldte Jacob defekt, og det viste sig at være styret, der sad løst. Det blev fikset, men tog desværre for mange sekunder. Vi fik Jacob tilbage til kortegen, der dog var spredt meget ud. Pludselig stod Benjamin i et sving. Hurtig beslutning om at holde ind. Desværre havde han en knækket bagskifter – en skade, der var sket i styrtet kort forinden. Den neutrale servicebil kørte forbi, og da var Benjamin reelt udgået.

På vej tilbage mod kortegen måtte vi køre forbi Jens, som også kæmpede efter styrtet. Den næste rytter, vi så, var Tobias, der også var involveret i styrtet og måtte slippe feltet. Kort efter var vi oppe ved Jacob, som fortsat kæmpede med at få kontakt med feltet. Flere ryttere var i problemer, og vi måtte desværre efter løftet pegefinger fra løbskommisæren opgive at hjælpe Jacob helt op til feltet.

Oscar var stadig foran os, men ham så vi desværre nogle få kilometer senere, hvor han var sammen med fire andre ryttere. Kort efter fik Jacob kontakt med disse ryttere, og da det nu var vores to forreste ryttere, fik vi lov til at blive bag dem. De arbejdede fint sammen på tværs af nationerne. Jacob og Oscar kom sammen til mål, og de var desværre de eneste fra Danmark, som klarede tidsgrænsen på de 15% fra vindertiden. Alle ryttere gennemførte dog etapen, men vi var nu reduceret fra seks til to ryttere. Sportsligt var det absolut ikke ønsket og heller ikke forventet, og rytterne var naturligvis meget skuffede.

Grundet vores placeringer i den sidste del af feltet på første etape skulle rytterne starte tidligt på enkeltstarten fra Réguiny til Évellys. En god indsats på enkeltstarten gav en Jacob en placering som nr. 62 og Oskar som nr. 73.

Tredje etape på 107 km fra Buléon til Locminé. Feltet holdt sig relativt samlet til kategori 1-stigningen efter cirka 45 km. Vi havde talt om, at dér var det vigtigt at komme med over. Desværre måtte Jacob slippe sammen med en række andre, og efter en 7-10 km med stærke forsøg på at få fat i feltet igen blev det efterfølgende til opgaven at nå godt i mål inden for tidsgrænsen. Den mission lykkedes heldigvis, og han endte som nr. 87. Oscar hang på – og det helt til de sidste fem omgange, hvor en større gruppe på 17 ryttere desværre slap væk fra feltet. I feltets spurt kom Oskar med i den første del og kørte sig til en fornem 43. plads på tredje etape. I alt 28 ryttere gennemførte ikke etapeløbet.

Vores fire øvrige ryttere kørte store dele af ruten og var med til at lange til Jacob og Oscar. De havde heldigvis en god anden dag på cyklen, så de fik kørt en sidste tur i den smukke landsholdstrikot for sidste gang i denne omgang.

Alt i alt blev vi alle beriget med en meget stor oplevelse, og vi føler alle en stor taknemmelighed til Michael Berling og DCU for muligheden. Sportsligt var turen en begrænset succes, og vi må erkende, at når vi ikke helt har erfaringen og niveauet, bliver man meget afhængig af held, og uheld bliver hurtigt en meget vanskelig udfordring.

Ingen på holdet og i staff er i tvivl om, at vi er klar igen, hvis muligheden skulle byde sig, og dér vil vi være mere klar på diverse udfordringer – herunder også med flere ekstra cykler og viden om, hvordan man ellers får fat i en cykel fra den neutrale Shimano-servicebil. Ikke rart at en defekt skal slukke drømmen for en klar rytter på første etape. Vi drømmer dog alle videre om det næste store løb, og drømmen om at køre sig på landsholdet lever videre.

Team Sparekassen Danmark Talent er klar på flere udenlandske løb i fremtiden.

Ulrik Falentin Sund, Teammanager
Dan Holtebo, Sportsdirektør
Peter Bjerregård, Sportsdirektør

I august skal Team Bach Advokater – CEC Junior køre One Belt One Road Nations Cup i Ungarn.