Motionsløbet Kongeetapen har de seneste ti år været en fast bestanddel af PostNord Danmark Rundt, og igen i år får alle cykelentusiaster mulighed for at prøve kræfter med de berømte veje fra Danmarks største tilbagevendende sportsbegivenhed – men formatet er nyt og giver plads til alle.

Kongeetapen har i mange år været et af højdepunkterne på Danmarks Cykle Unions motionskalender, og i år skal et nyt løbsformat byde mange flere ryttere velkommen. Med det ændrede format vil Danmarks Cykle Union samtidig sætte nye standarder for sikkerheden i forbindelse med motionsløb, forklarer event manager Jens Kasler:

"De seneste år er der kommet meget større fokus på sikkerheden i motionscykelløb, og i Danmarks Cykle Union vil vi med det nye løbsformat signalere, at vi tager udfordringerne alvorligt. Vi er nødt til klart at skelne mellem konkurrencer og ’social rides’, og vi vil med tiltaget både skabe trygge rammer og en positiv oplevelse for de mange motionsryttere i Danmark, som vi også føler et behov for at skabe flere tilbud til," siger Jens Kasler.

Plads til alle

Det nye koncept indebærer, at man kan køre løbet med 25, 28 eller 30 km/t i gennemsnit, og der ikke vil blive taget tid – for tiden kender man jo så på forhånd. Og formatet skal være med til at tage ethvert tilløb til konkurrencekørsel ud af arrangementet, påpeger Jens Kasler.

"Det nye koncept vil måske afholde de mest konkurrence-interesserede ryttere fra at deltage, men til gengæld håber vi så at se de mange motionsryttere fra hele landet, der ikke har følt, at Kongeetapen har haft plads til dem tidligere – for nu er der plads til alle," fastslår Danmarks Cykle Unions event manager. 

Deltagerne vil blive inddelt i grupper af 30 ryttere, og til hver gruppe hører fire fartholdere - eller kaptajner - samt en følgebil, og det er ikke tilladt at passere kaptajnerne. Selvom det er nyt, at hele Kongeetapen køres efter fartholder-formatet, så er det ikke et helt uprøvet koncept – og faktisk har det alle årene været brugt for en fast gruppe deltagere i løbet:

"For PostNords erhvervsklub, PostNord Velo, har Kongeetapen altid været kulminationen på sæsonen, og det er en fantastisk oplevelse at køre sammen og være fælles om at nå målet med træningen – derfor er jeg også glad for, at mange flere motionsryttere i Danmark nu får mulighed for at blive en del af den her begivenhed,” slutter Jens Kasler.

Kongeetapen køres 23. august fra Holstebro til Vejle.

Læs mere og tilmeld dig på www.kongeetapen.dk