Holte MTB Klub og Rudersdal Kommune er søndag værter for DM i MTB 2018, når Geels Skov nord for København lægger spor til årets danske mesterskaber - og landstræner Mads Bødker glæder sig til et spændende mesterskab med en lang række ryttere på højeste internationale niveau.

DM i MTB livestreames her

Med flere end 300 deltagere fordelt på alle aldersklasser - fra U9 til H60 - og deltagelse af alle de danske verdensklasseryttere som Annika Langvad, Sebastian Fini Carstensen, Malene Degn, Simon Andreassen, Caroline Bohé og Jonas Lindberg er der lagt op til et fantastisk DM. Landstræner Mads Bødker er ikke i tvivl om, at de danske stjerner er motiverede og vil vise klassen - og han forventer, at Annika Langvad vil leve op til favoritværdigheden: 

”I dameelite er Annika Langvad favorit til at genvinde mesterskabet. Fire World Cup-sejre i år taler sit tydelige sprog om, hvilket niveau Annika er på. Malene Degn har virkeligt fået fart i cyklen i denne sæson og ligger nummer to i den samlede U23 World Cup, men der er stadig et stykke vej til Annikas niveau. Caroline Bohé er nyoprykket i eliteklassen og har gjort det rigtigt godt - så der er lagt op til en god dyst om andenpladsen,” siger Mads Bødker.

Hos herrerne kan landstræneren derimod ikke pege på en helt entydig favorit, men han forventer, at vinderen skal findes blandt de tre internationale navne - Andreassen, Fini og Lindberg:  

”I herreelite er det langt mere åbent, hvem der vinder mesterskabet. Tre favoritter skiller sig ud fra det store startfelt: Den forsvarende mester Sebastian Fini Carstensen, Simon Andreassen og Jonas Lindberg.  Alt taler for, at mesteren skal findes blandt de tre – der er andre ryttere med høj national klasse, som på en god dag kan komme på podiet, men det vil være en stor overraskelse, hvis det ikke er en af de tre, der vinder,” fastslår Mads Bødker, der dog gerne vil sætte navn på et par af dagens outsidere:

”Benjamin Justesen er førsteudfordrer til en podieplads. Benjamin er super stærk som altid, men mangler lige den sidste topfart til at kunne være med, når der rykkes igennem. Og så vil genopstandne Klaus Nielsen sikkert være at se helt fremme i feltet sammen med Niels Rasmussen.”

For Mads Bødker er det ikke kun elitens høje niveau og kampen om den prestigefyldte dannebrogstrøje, der gør årets DM til en enormt spændende begivenhed - også deltagelsen i de unge klasser er værd at hæfte sig ved:  

"Der er mange positive ting at bemærke ved årets mesterskaber - og specielt at ungdomsklasserne tegner sig for halvdelen af det samlede deltagerantal. Effekten af det store arbejde ude i klubberne og vores MTB-talentsamlinger er ikke udeblevet," påpeger landstræneren, der også mener, at de internationale resultater virker inspirerende og skal bruges til at motivere endnu flere unge ryttere til at satse på MTB:

"Det hjælper helt sikkert også på motivationen hos de unge, at de kan se at man godt kan komme fra flade Danmark og være med i toppen i mountainbike.”

Drengeklasserne U15 og U17 er mesterskabernes to største klasser med henholdsvis 45 og 44 startende, og Mads Bødker understreger, at den store interesse og den store bredde i ungdomsårgangene er afgørende for at kunne fastholde det internationale eliteniveau og udvikle dansk MTB yderligere - og så glæder han sig over, at der for alvor også er kommet gang i de danske pigeklasser: 

 ”At U13, U15, U17 og U19 piger samler 36 startende viser, at vi har rigtig godt fat i pigerne inden for MTB – og deres niveau bliver bedre år for år. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se flere piger, som kan være med i toppen internationalt i årene fremover. Sofie Heby Pedersen i damejunior er næste rytter, vi kommer til at se på den store scene,” spår landstræneren.

Dameelite starter 13.40
Herreelite starter 15.30.

Se hele det store DM-program her