Fredag sikrede Lasse Norman Hansen sin og Danmarks anden medalje ved EM på banen Apeldoorn, da han vandt sølv i OL-disciplinen omnium. Amalie Dideriksen var også tæt på medaljerne efter en flot præstation.

I 2012 vandt Lasse Norman OL-guld i omnium, men siden dengang har konkurrencen ændret format fra seks til fire discipliner, og derfor var det første gang, at den danske banestjerne skulle prøve kræfter med den nye struktur på internationalt topniveau.

Lasse Norman lagde godt ud med en fjerdeplads i scratch og en andenplads i tempoløbet, mens udskilningsløbet, som tidligere har voldt ham problemer, resulterede i en plads som nummer otte.

Det betød, at Norman inden sidste og afgørende disciplin - pointløb - var på en samlet fjerdeplads, men med en række af Europas stærkeste baneryttere både lige foran sig og lige bag sig i den samlede stilling. Den situation håndterede den rutinerede dansker dog med vanlig optimisme og offensiv kørsel, der satte konkurrenterne under pres.

Da der resterede godt 60 omgange forsøgte Albert Torres og Elia Viviani sig med et angreb, og den spansk-italienske duo fik slået et hul, der et kort øjeblik sendte de danske medaljedrømme til tælling - men Lasse Norman Hansen fik lukket hullet sammen med den førende franskmand Benjamin Thomas og britiske Oliver Wood, og da kvintetten fik taget en omgang på feltet, var Norman pludselig på andenpladsen.

Benjamin Thomas i kontrol fra start til slut, men Lasse Norman fortsatte sine angreb i løbets sidste del og fik både taget en omgang og sikret sig løbets to sidste spurter, og dermed kunne han lægge endnu en medalje til den imponerende samling - sølv til Danmark.

Tidligere på aftenen var Amalie Dideriksen tæt på medaljerne i kvindernes omnium, men hendes afgørende angreb mod slutningen af pointløbet, hvor hun blot manglede en kvart bane i at tage en omgang på feltet, blev desværre lukket ned. Dideriksen måtte nøjes med 6.-pladsen efter et flot omnium, der længe så ud til at række til mere.