Det blev til klare favoritsejre hos både kvinderne og herrerne, da DM i omnium blev afviklet på banen i Odense torsdag aften - Julie Leth og Lasse Norman gjorde rent bord, vandt den ene disciplin efter den anden og kunne fortjente iføre sig dannebrogstrikot. 

For to uger siden blev Lasse Norman en suveræn dansk mester i pointløb, og torsdag aften gentog han bedriften i omnium - den olympiske mester fra 2012 har dermed vundet DM i omnium tre gange. Ligesom i pointløbet hentede Casper Folsach sølv, mens Matias Malmberg i sidste spurt formåede at sikre en bronzemedalje ved at henvise Julius Johansen til fjerdepladsen.

Hos kvinderne var Julie Leth storfavorit i fraværet af den forsvarende danmarksmester Amalie Dideriksen, og efter at have vundet de tre første discipliner vandt Leth de syv første af otte spurter. Trine Schmidt vandt sidste spurt og blev en lige så klar sølvvinder, mens Amalie Winther Olsen tog sig af den sidste podieplads.

William Rimkratt-Milkowski genvandt sit DM i sprint og slog sin egen danske rekord på dansk grund. 

Se alle resultaterne her