I disse dage er Landstræner Klaus Bøgh rejst med BMX landsholdet til Glasgow for at køre World Cup – og det var nok en god ide…

Vi spåede i et tidligere opslag at: ”der er gode muligheder for flotte præstationer og resultater i Glasgow”. Og det må siges at være rimeligt spot on.

De fem ryttere som er udtaget, kører løb lørdag den 28/5 (round #1) og søndag den 29/5 (round #2). Klaus Bøgh har udtaget et rutineret hold og det gav pote, for i dag vandt Malene Kejlstrup kvindernes U23 klasse.

På en telefon fra Glasgow har Landstræner Klaus Bøgh denne stemningsrapport:
”det var fuldstændigt sindssygt. Det er ikke bare det at hun vinder finalen i dag, men det er måden hun gør det på, for Malene vinder alle heat frem til finalen. Da vi kommer til finalen kommer hun ikke først igennem første sving, men den situation havde vi talt igennem og Malene holdt i den grad hovedet koldt. Hun var markant hurtigere end de andre U23 kvinder på den sidste del af banen, så aftalen var, at lykkes det ikke ned af første langside, så skulle hun bevare roen og arbejde sig frem derfra. Hun kørte linjerne fuldstændigt som hun skulle – det var fantastisk kørt af hende. Resultatet er en bonus i sig selv, men det er måden hun gør det på, det var så flot kørt", siger en tydeligt begejstret Klaus Bøgh og tilføjer: ”det var en stor dag for det er kun anden gang vi vinder en World Cup og så vidt jeg husker også kun anden gang vi får en rytter i finalen, så fuldstændigt vanvittigt", slutter en glad landstræner Klaus Bøgh.

Vi ønsker Malene Kejlstrup et kæmpe tillykke med resultatet