De danske banestjerner Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen knuste al modstand og blev verdensmestre i parløb efter en sand opvisning i Berlin.

I 2009 blev Michael Mørkøv verdensmester i parløb med Alex Rasmussen - og 1. marts 2020 gentog han så bedriften med Lasse Norman Hansen. Det danske par var ganske suveræne fra start til slut, da et meget tidligt angreb gav Mørkøv & Norman tre vundne spurter i træk og en omgang på feltet, således at de allerede efter 40 omgange førte med 30 point.

Det solide forspring betød, at Mørkøv & Norman kunne indtage en mere defensiv og kontrollerende rolle, men efter at have pustet ud i 20 omgange satte danskerne sig atter frem og styrede begivenhederne fra front. Det knækkede tydeligvis de andre medaljekandidater, der resten af løbet syntes at fokusere på dysten om sølv og bronze.

At Mørkøv & Norman nu kan kalde sig både europa- og verdensmestre i parløb betyder naturligvis også, at de må påtage sig favoritværdigheden til OL - men det danske par har allerede vist, at de både fysisk og mentalt befinder sig på et niveau, hvor de kan håndtere det pres.

VM-guldet satte det mest fantastisk punktum for nogle utrolige dage, der blev indledt med 4.000 meter-holdets verdensrekorder og guldmedaljer - nu venter OL.