MTB-landsholdet er i disse dage på to ugers kombineret trænings- og løbslejr i Californien. Målet er både at forberede sig til World Cup-løb og at samle UCI-point i juniorklassen.

Den unge og uhyre talentfulde danske MTB-trup er taget til USA som et led i landstræner Mads Bødkers klare sæsonstrategi og det forventede udbytte i form af UCI-point. Der bliver kun kørt 7 Junior World Series-løb i Europa i 2018, hvor der ventes 150 ryttere til start. Derfor er det en god ide at forsøge at høste point i de amerikanske løb, fordi pointene senere er vigtige i forbindelse med VM.  "Jeg har 4 juniorryttere med herover, hvoraf de tre er førsteårs. Begge løb, vi skal køre, rangerer som Junior World Serie-løb, som er højeste kategori. Her forventer jeg, at 40-50 ryttere stiller til start, og eftersom niveauet i USA ikke er helt så højt som i Europa, betyder det, at rytterne kan få mange flere point." For U23- og eliterytterne er hovedfokus på forberedelse og løbstræning. "For Simon, Sebastian, Jonas og Caroline er det primære at få trænet godt og få nogle gode cykelløb i benene inden de 2 World Cup-afdelinger i maj," siger landstræner Mads Bødker og ser frem mod løbene, der køres denne weekend i Fontana og i Bonelli Park i næste weekend. 

Rytterne, som deltager på turen, er:

Sebastian Fini Carstensen
Caroline Bohé
Simon Andreassen
Jonas Lindberg
Alexander Young
Markus Heuer
Ian Millennium
Sofie Heby