For ni uger siden indledte de danske MTB-ryttere årets World Cup med fornemme resultater, og landstræner Mads Bødker er da også forsigtig optimist før anden runde af World Cuppen, der køres i Albstadt, Tyskland i denne weekend.

Der er to danske førertrøjer til start i Albstadt, da Annika Langvad og Malene Degn begge triumferede i Sydafrika - og Langvad kommer med en dugfrisk XCM DM-titel i bagagen. DM-sejren var ikke overraskende i sig selv, men Mads Bødker hæfter sig ved den måde, Langvad sikrede sig mesterskabet:

"Det var meget overbevisende. Hendes tid havde bragt hende i top 10 hos herrerne, så formen er der til at være med helt fremme i løbet på søndag," siger landstræneren. 

I herreelite er Sebastian Fini Carstensen til start på den svære rute, der er præget af mudder og glatte sten, men Bødker håber, at netop forholdene kan være til Finis fordel:

"Sebastian er klar til at gøre, hvad han kan, på en rute, der aldrig har ligget specielt godt til ham – de svære forhold tæller dog til hans fordel," fortæller Mads Bødker. 

Søndag skal U23-kvinderne Malene Degn og Caroline Bohé forsøge at følge op på den fantastiske præstation i Sydafrika, hvor de blev noteret for henholdsvis en 1.- og en 6.-plads - og dermed står de forrest, når løbet skyde i gang kl. 9.00:

"Jeg glæder mig til at se dem køre. Det er som sagt ikke de nemmeste forhold på ruten, hvilket passer Malene godt. Caroline har fortsat sin fine udvikling og kørte rigtigt stærkt i USA, så selvom ruten her i Tyskland måske nok lige er i overkanten endnu, skal det nok komme," fastslår landstræneren.

Hos U23-herrerne, der kører lørdag kl. 14.00, er både Simon Andreassen og Jonas Lindberg til start. Simon Andreassens forår har været plaget af styrt, sygdom og uheld, og han har ikke været på toppen siden Sydafrika – alligevel håber Mads Bødker på et topresultat:

"Simon har fået trænet godt de seneste fire uger og er klar til løbet. Jonas befinder sig godt på ruten og er i rigtig god form. Potentielt kan jeg godt se dem i top 5 begge to," slutter Mads Bødker. 

Som noget nyt køres short track fredag, hvor startrækkefølgen til søndagens elite-starter afgøres, og her er de første 16 fra World Cup-afdelingen i Stellenbosch plus de næste 24 på UCI-verdensranglisten til start.