Lørdag d. 11. juni 2022 giver Tour de Storebælt 16.000 danske og internationale cykelmotionister muligheden for at cykle hele eller dele af den rute, der tre uger senere lægger asfalt til 2. etape af Tour de France 2022. Tilmeldingen til løbet åbner 1. juli i år.
For at så mange danskere som muligt kan være aktive deltagere i den store Tour-fejring, og for at bruge dette som afsæt for at skabe endnu flere glade motionscyklister i Danmark, er DGI, DIF og DCU gået sammen om at skabe Tour de Storebælt, med støtte fra Sport Event Denmark.
Når der åbnes for tilmelding, kan du vælge mellem tre distancer; 200 km, 100 km og 25 km, hvoraf den fulde etape på 200 km strækker sig fra Roskilde til Nyborg og inkluderer både udfordrende bakker i Asnæs Indelukke, Sjællands vindblæste vestkyst.
På alle tre ruter cykler du som deltager over Storebæltsbroen, og mål er ved den officielle Tour- målstreg i Nyborg. Der kommer derfor motionscyklister på broen i et omfang, der ikke er set siden åbningen af broen i 1998, og Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union glæder sig over at kunne give cykelentusiaster den mulighed:
”At Tour de France kommer til Danmark er fantastisk for alle der elsker cykelsport og lyden af Tour’en. Vi er glade for i fællesskab med vores gode partnere at kan give tusindvis af cykelentusiaster, små som store, øvede som uøvede, en fantastisk oplevelse på dele af tour ruten og sågar over Storebæltsbroen. Det bliver en kæmpe begivenhed i sig selv. Vi glæder os til at klæde Danmark i gult, og vi håber, at rigtig mange springer på cyklen og deltager i Tour de Storebælt.”
Når Tour de France starter i Danmark, bliver det spektakulært. Aldrig før har Danmark været medarrangør af verdens største cykelløb, og der går nok lang tid før det sker igen. Tour de Storebælt er officielt sideevent for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022, og med en målsætning om mere end 16.000 deltagere bliver Tour de Storebælt også det største enkeltstående sideevent til Tour de France i Danmark.
Tour de Storebælt køres som et motionsløb med tidstagning. Vi følger færdselsloven og udviser respekt for de bilister og andre cyklister, vi kommer til at dele vejen med. Der startes i startblokke fordelt på 3-4 hastigheder for at undgå for store grupperinger på vejen. Hver startgruppe vil have en størrelse på 25-75 mand, alt efter distancen.
Under løbet vil Storebæltsbroen have et spor åbent i hver retning, og broen holder således ikke helt lukket på noget tidspunkt. Grundet de mange deltagere, og især børnefamilier på den sidste del af ruten, vil ruten fra enden af Storebæltsbroen til målstregen i Nyborg være lukket for andet trafik.
FAKTA
DGI, DIF og DCU er arrangører af Tour de Storebælt. Sport Event Danmark har givet økonomisk støtte. Tour de Storebælt er officielt sideevent for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022.
Tilmeldingen åbner klokken 12:00, 1. juli 2021.
Løbet tilbyder start fra tre forskellige byer langs ruten, alle med mål i Nyborg:
- Start i Roskilde – 200 km og ca. 1200 højdemeter
- Start i Kalundborg – 100 km og ca. 500 højdemeter
- Start i Korsør – 25 km og ca. 100 højdemeter
Ruten på 200 km indeholder de tre stigninger som alle er kategoriserede til Tour de France 2022:
- Asnæs Indelukke (1,1 km á 5,8 %)
- Høve Stræde (1,6 km á 4,7 %)
- Kårup Strandbakke (1,3 km á 5,6 %)
Undervejs på ruten vil der være to depoter, et efter ca. 70 km og et efter ca. 140 km. Derudover vil der være forplejning til alle deltagere ved mål i Nyborg.Tour de Storebælt køres på åben vej, hvilket indebærer at alle deltagere skal følge færdselsloven og standse for rødt lys.Under løbet vil Storebæltsbroen have et spor åbent i hver retning.
Se mere på www.tourdestorebaelt.dk