Den belgiske mester Tim Merlier spurtede sig for andet år i træk til sejren på Frederiksberg Allé, men det var 22-årige Niklas Larsen, der stjal de danske cykelsportshjerter og vandt et smukt og solbeskinnet PostNord Danmark Rundt 2019

Fra sin plads øverst på podiet fortalte Niklas Larsen det store og begejstrede publikum på Frederiksberg, at han havde ondt i kæberne af at smile efter nogle forrygende augustdage - den unge coloQuick-rytter har de seneste dage sat en tyk streg under, at han ikke kun er en banerytter i verdensklasse, men også kan levere topresultater på landevejen. 

Niklas Larsen har både kørt med rå styrke og overblik, og selvom det var tæt i toppen, var den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt kolossalt fortjent. Andenpladsen gik til Jonas Vingegaard fra Team Jumbo-Visma og tredjepladsen til Riwal Readynez Cycling Teams Rasmus Quaade, der altså igen i år kørte sig på podiet.

Lotto Soudals Jasper De Buyst endte med pointtrøjen, norske Fridtjof Røinås havde bakketrøjen fra start til slut, og Torstein Træen tog sig af fightertrøjen.

Se alle resultater her