Torsdag dannede den rutinerede banestjerne Lasse Norman Hansen par med den unge landsholdsrytter Matias Malmberg, da der blev kørt DM i parløb i Ballerup Super Arena - og selvom de to i dagens par nummer 7 sikrede guldet, blev de fulgt fint til dørs af de to førsteårs-seniorer i par nummer 10 Robin Juel Skivild og William Blume.

På forhånd var der lagt op til en duel mellem par nummer 7 og par nummer 1 med Frederik Rodenberg & Oliver Wulff Frederiksen, men det stod hurtigt klart, at også par nummer 10 ville blande sig i guldstriden.

Allerede efter 30 af løbets 200 omgange formåede de tre par at tage en omgang og lægge 20 points yderligere afstand til resten af feltet, men da Norman & Malmberg med 60 omgange igen kom rundt med Skivild & Blume, var det uden Rodenberg & Wulff, og dermed skulle guld og sølv fordeles mellem par nummer 7 og par nummer 10.

Løbets sidste fjerdedel blev en taktisk affære, men Norman & Malmberg var i længden de stærkeste, og de kunne fortjent sikre sig DM-guldet. Skivild & Blume måtte nøjes med sølv, men leverede en flot indsats og havde stor ære af løbet. Bronzen gik til Rodenberg & Wulff.

Resultat - DM i parløb 2019:

1 Matias Malmberg/Lasse Norman Hansen 80 point
2 Robin Juel Skivild/William Blume Levy 73 point
3 Frederik Rodenberg/Oliver Wulff Frederiksen 64 point
4 Adam Holm Jørgensen/Carl Frederik Bevort 45 point
5 Marcus Sander Hansen/Frederik Egehus 41 point
6 Nikolaj Mengel/Emil Schandorff Iwersen 32 point
7 Frederik Erringsø/Oliver Heine 29 point
8 Tobias Lund Andresen/Kasper Andersen 20 point
9 Rasmus Bøgh Wallin/Tobias Kongsted 12 point
10 Anders Fynbo/Arne Birkemose 9 point