Mathias Norsgaard Jørgensen var suveræn, da herrernes U23 DM i enkeltstart blev kørt på en 25 kilometer lang rute i og omkring Esbjerg lørdag. Riwal CeramicSpeed Cycling Team-rytteren vandt i tiden 28 minutter og 42 sekunder - en gennemsnitsfart på over 50 km/t - og var 17 sekunder hurtigere en sølvvinder Johan Price-Pejtersen og 38 sekunder hurtigere end teamkammeraten Andreas Stokbro.

I sit første år som U23-rytter sikrede Julius Johansen sig DM-titlen i linjeløbet, da han på løbets sidste kilometer satte et uimodståeligt angreb ind på de øvrige fem ryttere i den seksmandsgruppe, der havde fået hul til feltet. I vanlig kraftfuld stil hamrede coloQuick Cycling-rytteren over målstregen og henviste Niklas Larsen og Andreas Stokbro til henholdsvis anden- og tredjepladsen.