Lørdag de 19. juni kørte Herre junior klassen om den flotte rød/hvide dannebrogs trikot.I alt 105 ryttere stod klar, da startskuddet gik klokken 12:45 på torvet i Give. De unge ryttere blev taktfast klappet afsted af de mange borgere, der forinden havde overværet holdpræsentationen med de deltagende hold og ryttere.

I alt 132 kilometer skulle de unge herreryttere tilbagelægge før den danske mester kunne findes. Allerede efter 30 kilometer var løbet i gang, idet en firemandsgruppe sled sig afsted. Den bestod af rytterne Phillip Mathiesen, Team ABC Junior, Mathias Møller Jørgensen, Team Herning CK Junior, Magnus Lorents Nielsen, Team Mascot Workwear og Emil Als Feldberg Hansen, Team NPV – Carl Ras Roskilde junior.
De fire blev dog hentet igen og så gik det løs ud over de krappe stigninger omkring Blu Hors og Østengaard. Her blev feltet delt i mindre grupper og igen på Chr. Winthersvej blev der atter opdelt.

På den første af de fire omgange i Give kørte Jonas Birk Madsen, Herning CK Junior over i ensom majestæt, men han blev igen hentet og så nærmede finalen sig. I en drabelig dyst kørte to mand afsted, her skulle guld og sølv fordeles og de blev skarpt forfulgt af en enlig rytter. På målstregen kørte den nykårede Danmarksmester i enkeltstart over stregen og dermed var podiet bestemt.
Guldmedaljen gik til Carl-Frederik Bevort, team ABC Junior, sølv til Nicolai Wandahl, Team NPV – Carl Ras Roskilde junior og bronze medaljen gik til Lukas Lund Sørensen Team Mascot Workwear.

Top 10 i Herre Junior DM 2021 så således ud:
Carl-Frederik Bévort, Team ABC Junior
Nicolai Wandahl, Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior
Lukas Lund Sørensen Team Mascot Workwear
Oliver B. Søndergaard, Team Mascot Workwear
Nicklas Rydahl, Team Fri BikeShop - Zealand Cycling Junior
Frederik Lykke, Team Mascot Workwear
Malte Hellerup, Team Mascot Workwear
Theodor Storm, Roskilde Cykle Ring
Magnus Machholdt, Team Fri BikeShop - Zealand Cycling Junior
Poul Holten Andersen, team ABC Junior

Søndag gælder det Kvinder Elite med start 10:00 og herefter Herre Elite med start 11:45.
Se mere på www.dmigive.dk