Den nye talentudviklingsstrategi i BMX har langsigtede mål, men allerede nu er de første tre ryttere fra programmet trådt ind i bruttotruppen til BMX-landsholdet – og landstræner Klaus Bøgh Andresen glæder sig over at styrke det vigtige fundament for landsholdet.

I 2020 udvides BMX-landsholdets bruttotrup fra tre til seks ryttere. De tre nye ryttere i elitetruppen kommer fra ungdomslandstræner Niklas Laustsens talentgruppe, så det er en ung bruttotrup, der nu skal i gang med elitearbejdet, fortæller landstræner Klaus Bøgh Andresen.

"Ud over vores tre nuværende ryttere er der blevet plads til tre nye ryttere, som har været gennem Niklas’ talentforløb. Det er helt sikkert ryttere, jeg ser nogle muligheder i, og de har udviklet sig i tiden hos Niklas, så jeg glæder mig til at skulle træne dem fra 1. januar," siger den danske landstræner.

Selvom Klaus Bøgh Andresen glæder sig over det bredere fundament, understreger han også, at der både venter ryttere og trænere et stort arbejde, før resultaterne på banen for alvor vil vise sig.

"Jeg tror på, at med en gruppe som den her er der et fundament til at kunne skabe et godt og stabilt elitemiljø, og det er en grundsten, for at alle ryttere kan arbejde sammen om at hæve deres niveau. Det kommer til at tage tid, og i løbssammenhæng bliver de nye rytteres primære fokus European Cup, hvor jeg vil vurdere dem med henblik på eventuel udtagelse til EM og VM. Men jeg håber også at kunne se dem på World Cup-scenen i løbet," fastslår Klaus Bøgh Andresen. 

Udviklingsperspektivet fylder naturligvis meget i BMX-landsholdet arbejde i disse år, men Klaus Bøgh Andresens elite-målsætning for landsholdet i 2020 er dog tilsvarende klar – Danmark skal have ryttere med til OL.

"Der er ingen tvivl om, at det vigtigste i 2020 er at vi få både en kvinde- og en herrerytter med til OL, men samtidig skal vi også sørge for at få den næste generation med i det talent- og elitearbejde der allerede er søsat," slutter BMX-landstræneren.

Bruttotruppen til BMX-landsholdet i 2020 består af:

Elite Women
Rikke Balle - Limfjord BMX
Simone Tetsche Christensen - Randers BMX 

Elite men
Jimmi Therkelsen - Københavns BMX
Kasper Olsson - Københavns BMX
Jacob Sardag - Roskilde BMX
Simon Højsgaard - Randers BMX