Danmarks Cykle Union har indgået et nyt, stort partnerskab med Uno-X, der skal understøtte ambitionerne om at udvikle fremtidens cykeltalenter.  

Midt under et VM, der allerede har sat en tyk streg under perspektiverne i og resultaterne af det eksisterende ungdomsarbejde i klubber, på teams og i DCU's sportslige sektor, er Danmarks Cykle Union glade for at kunne præsentere et nyt og ambitiøst talentudviklingsprojekt i samarbejde med Uno-X. Der er foreløbig tale om et 3-årigt samarbejde, hvor fokus er at skabe medaljeresultater og unge talenter, der blandt andet kan repræsentere Danmark ved OL i 2024 - og det nye partnerskab skal hjælpe med at give fremtidens cykeltalenter de bedst mulige forudsætninger for at udvikle sig både menneskeligt og sportsligt.

Meget mere end et sponsorat

DCU og Uno-X vil dermed målrettet arbejde med yderligere at løfte talentudviklingen af danske U19-ryttere - både gennem økonomisk støtte og gennem Uno-X’ samarbejde med MOT, der er en holdningsbearbejdende og værdiskabende organisation, som hjælper børn og unge til at blive mere bevidste, modige og til at se sig selv i en større sammenhæng.

Hos Uno-X Danmarks ser cykelchef Georg Hansen ser frem til partnerskabet:

"I Uno-X ønsker vi at hjælpe med til at skabe fremtidens store cykeltalenter. Det kræver de rigtige fysiske rammer, men bestemt også at man får rustet de unge mennesker mentalt og værdimæssigt. Cykelsport på eliteplan er krævende for de unge ryttere, og vi vil gøre, hvad vi kan for at gøre dem så stærke og robuste som muligt og ruste dem til fremtidige karrierer inden for elitecykling," siger Georg Hansen

Han peger samtidig på, at der er tale om andet og mere end blot et sponsorat:

"Partnerskaber og samarbejde er en stor del af Uno-X’ DNA. Det betyder, at vi ikke blot støtter DCU økonomisk, men også tager et stort ejerskab i udviklingen af fremtidens cykeltalenter – blandt andet gennem vores mangeårige samarbejde med MOT," fastslår Uno-X Danmarks cykelchef.

Fælles værdier, visioner og ambitioner

I Danmarks Cykle Union er der også stor glæde over det nye samarbejde med Uno-X:

"Vi har gennem de sidste par år styrket organisationen og vores ungdomscykling samt talentudvikling i DCU. Vi er meget glade for at kunne tiltrække en samarbejdspartner som Uno-X, der både vil hjælpe økonomisk og med det vigtige arbejde i at gøre vores unge talentfulde ryttere modne til en fremtid inden for elitecykling. Samtidig er vi glade for, at PostNord også har bakket op om den nye aftale," siger Lars Moss, kommerciel chef i DCU, og fortsætter:

"Når vi arbejder med de unge talenter, så arbejder vi langsigtet. Et af vores helt store pejlemærker, for de unge talentfulde ryttere, er OL i Paris i 2024. Men inden da skal vi løbende skabe resulter både ved kommende EM, VM og store mesterskaber. Her bliver samarbejdet med Uno-X en afgørende faktor.”

Uno-X vil bidrage til at skabe de rette og professionelle rammer for cykelryttere, der i fremtiden kan markere sig på bane såvel som på landevej, fortæller Georg Hansen:

"Danmark er i den grad en cykelnation, og vi har en lang stolt tradition for at skabe ryttere, der markerer sig i den absolutte top af cykelsporten. Men især talentudviklingen, der skal sikre fremtidige profiler, har hårdt brug for en hjælpende hånd, hvis vi skal bibeholde denne position. Her vil Uno-X gerne hjælpe, inspirere og udvikle robuste, unge cykeltalenter, der samtidig kan være stor inspiration for mange andre unge i Danmark," slutter Georg Hansen.

Læs mere om Uno-X og cykling her

Om MOT
MOT betyder ’mod’ på norsk og blev grundlagt i Norge i 1997 af topidrætsudøvere. Initiativtagerne var bl.a. OL-skøjteløberne Atle Vårvik og OL-cykelrytteren Dag Otte Lauritzen. MOT bruger ung til ung-formidling, øvelser, gode fortællinger, dialog og rollespil for at gøre de unge bevidste om værdien i at træffe egne valg, tage vare på hinanden og vise mod. I løbet af 5 år er MOT blevet implementeret på 81 danske folkeskoler, og 25.000 af eleverne har allerede været igennem et forløb med MOT. I Norge bruger 27 pct. af alle skoler MOT som værktøj.

www.motdanmark.dk