Hvordan viser man sit gode klubliv og mange aktiviteter frem og giver både nye medlemmer og sponsorer lyst til at blive en del af klubben? Nu er der hjælp at hente for alle klubber, der gerne vil begå sig bedre på de sociale medier.

Kommunikation via sociale medier - internt som eksternt - har og bør have høj prioritet blandt cykleklubber, uanset om formålet er at planlægge ugens træning, organisere løb eller opnå mere synlighed i lokalområdet med henblik på at rekruttere nye medlemmer. 

Danmarks Cykle Union tilbyder derfor et nyt kursus med fokus på Facebook, der skal give inspiration og gode råd til klubber over hele landet - uanset størrelse, disciplin og målgruppe. Kurset varer tre timer og afholdes en hverdagsaften. Det koster kun 500 kroner pr. klub, og der kan tilmeldes 1-3 deltagere fra hver klub - og det anbefales at være flere fra samme klub. Der er plads til 15 klubber pr. kursus.

Kurset afholdes i denne omgang i begyndelsen af maj fem forskellige steder i landet: Ballerup, Ringsted (Benløse), Haderslev, Silkeborg og Aalborg.

Der er garanti for tips og tricks, der umiddelbart kan omsættes i praksis, og kurset er krydret med inspirerende cases fra forskellige idrætsgrene.

Kurset er forbeholdt Danmarks Cykle Unions medlemsklubber.

Læs mere og tilmeld dig og din klub her!