Søndag skal de nye danske mestre i cyklecross findes i Odense, hvor Syddansk Universitet lægger græs, grus og volde til en spændende rute – og landstræner Kim Petersen glæder sig over den skarpe konkurrence i felterne.

Cykling Odense er vært for årets DM i cyklecross og har skabt de helt rigtige rammer omkring mesterskabet og ikke mindst en afvekslende rute, som har alle de elementer, der skal til for at skabe et godt crossløb – fra højhastighedssektioner med fast underlag til ganske tekniske sektioner med mudder, græs, trapper og volde.

Landstræner Kim Petersen er meget begejstret for årets DM-setup, der på mange områder er en rigtig god optakt til VM i Bogense om knap tre uger:

”Det er en rigtig god crossrute, hvor der er så mange forskellige forhold, at det kan være svært at vælge det optimale dækmønster. Ruten kommer til at minde lidt om VM, hvilket ligger helt i tråd med de løb, som landsholdet også har prioriteret i sæsonen. Det betyder også, at publikum nok vil kunne opleve tætte placeringskampe helt til mål, for det kan blive mere taktisk end i andre crossløb, hvor man ofte kan forsøger at knække hinanden fra starten,” siger Kim Petersen.

Landstræneren er også meget tilfreds med, at der er flere som kan blande sig i toppen af årets felter - for det vidner om øget konkurrence, at favoritterne ikke kan vide sig sikre:

”I herreelite er Sebastian Fini umiddelbart favorit, men Kenneth Hansen har vist stigende formkurve og kan måske presse den forsvarende mester. Hos U23-herrerne bliver det formentlig en spændende duel mellem Jonas Lindberg, som vandt sidste år, og Andreas Lund Andresen, der vandt for to år siden. Begge har kørt godt på knopdæk - også internationalt – og Andresen er en af de ryttere, som er forhåndsudtaget til VM,” fortæller Kim Petersen.

”Hos kvinderne bør Caroline Bohé være favorit, men den danske mester fra 2016 kan sagtens få kamp til stregen af både Viktoria Smidth Knudsen og sidste års bronzevinder, Kristina Thrane. Smidth og Thrane har fokuseret på cross kontinuerligt, så meget afhænger af, hvem der rammer dagen, men Bohé så stærk ud til sjællandsmesterskabet i søndags,” fastslår crosslandstræneren.

Programmet er som følger:
12.00 Dameelite og damejunior 
13.00 Herrejunior 
14.05 U23-herrer
15.00 Herreelite

Øvrige klasser kører om formiddagen.

Start- og målområde er på Campusvej 55 i Odense.