BeNe Ladies Tour satte en tyk streg under de danske kvinders store potentiale i landevejscykling, og kun uheld og styrt satte en stopper for et dansk topresultat. Selvom styrtene også har påvirket den danske EM-trup, er det stadig en fortrøstningsfuld landstræner, der rejser til Glasgow.

Landstræner Catherine Marsal har været nødt til at udskyde udtagelsen af sit EM-hold, da flere ryttere i forbindelse med BeNe Ladies Tour undervejs blev sendt i asfalten og på hospitalet, og den skulderskade, som Emma Norsgaard pådrog sig, holder hende desværre ude af mesterskaberne - alligevel er landstræneren forsigtig optimist.

"Det er selvfølgelige et betydeligt slag at skulle undvære Emma, men vi har stadig et stærkt hold. Vi var med helt fremme hver dag i BeNe Ladies Tour, hvor rytterne tog initiativ blandt verdens bedste. Både Pernille Mathiesen, Marie Vilmann og Rikke Lønne viste stor form, og vi ved, at Christina Siggaard kan vinde på højeste niveau, så jeg tror på, at vi kan gøre det godt ved EM," siger Marsal.

Pernille Mathiesen åbnede BeNe Ladies Tour som lyn og torden og kørte i tredjebedste tid på prologen, og på løbets egentlige enkeltstart så hun ud til at køre med om podiepladserne igen, da et voldsomt styrt kostede hende dyrt - men den danske temporytter er tilbage i sadlen og klar til EM:

"Pernille Mathiesen er i fantastisk form og lavet af noget helt særligt - hvis styrtet ikke påvirker hende for meget, kan hun køre med om topplaceringerne på enkeltstarten," fastslår landstræneren.

Det danske EM-hold består af:

Linjeløb
Pernille Mathiesen - Team Sunweb
Christina Siggaard - Team Virtu Cycling
Louise Norman Hansen - Team Virtu Cycling
Marie Vilmann - Cervélo-Bigla Pro Cycling
Rikke Lønne - Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk 

Enkeltstart
Pernille Mathiesen - Team Sunweb
Rikke Lønne - Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk