Et historisk stort felt med 22 teams // 154 ryttere til PostNord Danmark Rundt 2022.

Når den 31. udgave af PostNord Danmark Rundt køres 16.-20. august 2022, bliver det med start i Allerød på Sjælland og mål i Vejle. 770 kilometer venter rytterne, fordelt på fem etaper.
Ruten er i år med spændende nyskabelser, som for eksempel ”Strade Bianche Nordic” etapen, hvor hele 10 grus pavéer venter rytterne, på løbets tredje etape. Femte og sidste etape er også værd at bemærke, en etape der går fra Give til Vejle, med hele 1700 højdemeter, på nogle af de mest legendariske stigninger. Feltet er i den grad også værd at bemærke, 154 ryttere, på i alt 22 hold, heraf hele 8 World Tour hold. Så løbet krydres i den grad med markant deltagelse fra allerøverste hylde.

Dette års PostNord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries på UCI’s Europe Tour, (niveauet under UCI’s World Tour), byder på nedenstående fem etaper.

16. august | 1. etape: Allerød – Køge, 225,3 kilometer.
17. august | 2. etape: Assens – Assens, 12,2 kilometer Enkeltstart.
18. august | 3. etape: Otterup – Herning 239,3 kilometer. (Strada Bianche Nordic)
19. august | 4. etape: Skive – Skive, 167,3 kilometer.
20. august | 5. etape: Give – Vejle, 126,5 kilometer.

Ruten til dette års udgave af PostNord Danmark Rundt, er også i år præget af en god kombination af alt det Danmark kan byde på. Flade etaper, sidevind, enkeltstart først i løbet, en lang ’kongeetape’ og en afslutning på de legendariske stigninger i og omkring Vejle. Med alle de elementer i spil, vil der med garanti være spænding omkring det samlede resultat, helt frem til den sidste rytter krydser målstregen i Vejle, om eftermiddagen lørdag den 20. august.

Henrik Jess, formand for Danmarks Cykle Union, ser forventningsfuld frem mod løbet:
”Dette års Post Nord Danmark Rundt indtager nye højder, i forhold til feltets imponerende sammensætning – aldrig før har 8 World Tour teams været på startstregen. At kunne give alle cykelglade danskere oplevelsen af at se og komme helt tæt på de allerstørste teams, skaber stolthed og høje forventninger. Dette er alene muligt på grund af den store opbakning PostNord Danmark Rundt møder rundt ved kommunerne. Hertil- og især, et stærkt parløb sammen med PostNord, som løbets hovedsponsor for imponerende 27. gang. Vi kan næste ikke vente til at dele en fantastisk kulisse, når rytterne kører gennem landet på 5 strabadserende etaper” slutter Henrik Jess Jensen.

Også løbets Projektchef Frank Hyldgaard ser frem til et spændende PostNord Danmark Rundt:
”Vi glæder os rigtigt meget til at PostNord Danmark Rundt 2022 skydes i gang den 16. august. Igen i år har vi ambition om at udvikle løbet yderligere og igen gøre løbet til en stor festlig og sportslig begivenhed hen over de 5 etaper. I samarbejde med alle vores uvurderlige frivillige, vores samarbejdspartnere og værtsbyerne, vil vi alle lægge os i selen for at give publikum og TV seerne en fantastisk cykelløb.” slutter Projektchef Frank Hyldgaard, der glæder sig til at se feltet rulle gennem Danmark.

Planlægning og forberedelse er uhyre vigtige punkter i et så stort event. Gennem de sidste mange måneder er ruten faldet på plads, mens mange spændende teams, har meldt deres ankomst.

Jens Kasler, løbets Racemanager, og dermed den person, der dels er ruteansvarlig, men som også har kontakten med de deltagende teams, knytter disse kommentarer til det kommende løb: ”Med 22 Teams til start, hvoraf 8 er World Tour teams, er det svært ikke være meget tilfreds. Vi kan med rette forvente et klasse felt til dette års PostNord Danmark Rundt. Ruten i 2022 lægger op til masser af godt og uforudsigeligt cykelløb. 1. etape køres mere eller mindre tværs gennem Sjælland fra Allerød til Køge, hvor alt tyder på, at det bliver sprinterne der skal kæmpe om sejren, 2. etape er en 12 km enkeltstart i Assens, som vanen tro vil have stor indflydelse på klassementen, 3. etape er med sine 239 km den næst længste i løbet historie, Etapen køres fra Otterup til Herning” og her kommer en spændende nyskabelse i løbet fortæller Kasler:
”når etapen nu slutter i Herning, var det nærlæggende at inddrage elementer fra ” En forårsdag på Heden”. Der er blevet plads til 10 sektorer med grus ( i alt 17 km ). Der er dermed lagt op en spændende og måske afgørende etape i dette års PostNord Danmark Rundt . Efter 3. etapes strabadser venter der rytterne en knap så hård 4. etape, hvor sprinterne igen har mulighed for at udfolde, udtaler Racemanageren.  Etapen hedder Skive – Skive, akkurat som den gjorde tilbage i 2005. På sidste etape er der lagt op til en eksplosiv afslutning på den 31. udgave af PostNord Danmark Rundt. Etapen er på blot 126 km, men byder på hele 1700 højdemeter, da rytterne blandt andet skal forcere Danmarks måske hårdeste stigning, Chr. Winters vej, med et gennemsnit på hele 16,3 %. Det hele afsluttes på den klassiske rundstrækning, med Kiddesvej som den altafgørende finale stigning, alt i alt et fantastisk løb” slutter Jens Kasler.

Der deltager følgende hold:

DK landsholdet
:             
PostNord Landsholdet
Continental Teams
Restaurant SURI - Carl Ras / BHS PL Beton Bornholm / Riwal Cycling Team / Team ColoQuick / Mazowsze Serce Polski / Team COOP
ProTeams
Sport Vlaanderen – Baloise / Novo Nordisk / Bardiani-CSF-Faizanè / Bingoal Pauwels Sauces WB / HUMAN POWERED HEALTH / Uno-X Pro cycling Team / Alpecin Fenix
WorldTeams
Lotto Soudal / Team DSM / Trek Segafredo / Israel - Premier Tech / Quick-Step Alpha Vinyl Team / Jumbo Visma / EF Education / Ineos Grenadiers

Fakta:

  • Den 31. udgave af PostNord Danmark Rundt køres 16.-20. august 2021.
  • Der køres 5 etaper, på i alt 770 kilometer.
  • Se meget mere på www.postnorddanmarkrundt.dk