Fredsløbet for U23-herrerne blev afholdt sidste weekend med flotte præstationer fra det danske landshold. Løbet gav en indikation af holdets niveau og en stor optimisme for fremtiden.

Starten gik i Jesenik i Tjekkiet og havde en rute med relativt høje bjerge. Der blev kørt en prolog og tre etaper. Stemningen var intens i den danske lejr, som var rejst til Tjekkiet med en ambition om at vinde løbet.

Holdet bestod af:
Jacob Hindsgaul (Uno-X Pro Cycling Team)
William Blume Levy (Uno-X Pro Cycling Team)
Simon Dalby (Uno-X Dare Development Team)
Morten Alling Nørtoft (Riwal)
Tobias Lund Andresen (Development Team DSM)
Sebastian Kolze Changizi (Team ColoQuick)

Fredsløbet, som oprindeligt var et amatør-etapeløb i Østblokken, er sidenhen blevet et vigtigt udviklingsløb for unge talenter og køres i to udgaver: for juniorer og U23-herrer. Løbet har World Tour-holdenes bevågenhed, og en sejr i Fredsløbet er et godt forhandlingsgrundlag, når man vil rykke op i den helt store liga. Nogle af de tidligere vindere tæller blandt andre Tadej Pogacar. Der er derfor rigtig meget på spil for de ambitiøse ryttere.

Det danske hold havde en strategi om at køre klassement for Jacob Hindsgaul. De fik da også en flyvende start, hvor Hindsgaul snuppede en fjerdeplads på prologen – blot ét sekund fra sejren! Ét sekund er jo generelt ingenting, men på målstregen er det alt. Her trækkes hvert et sekund ud, som var det minutter, og river dig længere væk fra sejren.

De gode takter fortsatte ind i første etape, der var som skabt for sprinterne. Her blev det besluttet at køre for Sebastian Kolze Changizi. Han havde en frisk sejr fra Fleche du Sud i sadeltasken og var derfor det oplagte valg. En defekt med 50 kilometer til mål skabte dog tvivl om dagens kaptajnrolle. Rollen skiftede hænder flere gange undervejs, men endte til sidst tilbage hos Changizi. Og heldigvis! For han endte med at vinde etapen efter en spurt i en 80-mandsgruppe.

Holdets fleksibilitet og loyalitet under etapen var et perfekt udtryk for den holdånd, som findes på det danske landshold. Changizi kunne med lidt hjælp fra sine venner iklæde sig pointtrøjen og opleve øjeblikkets vingesus, inden holdet igen satte fokus på at køre klassement for Hindsgaul.

Lørdag var der bjergetape, hvor Hindsgaul igen var lige-ved-og-næsten. Selvom han præsterede sit bedste, var det desværre ikke nok i denne omgang. Han blev sat af inden mål, hvilket kostede dyrebare sekunder. Efter etapen var han nummer fire i klassementet – en flot placering han holdt løbet igennem.

Udover de flotte præstationer tager landsholdet også en stor portion optimisme med fra løbet. Landstræner Anders Lund er imponeret over, hvad holdet kan præstere og har endnu en gang fået bekræftet, at niveauet er dér, hvor det skal være. Dér, hvor det er sjovt at være med.

Vi fik helt klart fulgt op på de gode takter fra Gent-Wevelgem, og det var dejligt at se, at rytterne også præsterer i bjergrigt terræn. I et Tour de l’Avenir-perspektiv er det naturligvis spændende,” udtaler landstræneren.

U23-holdets flyvende start på sæsonen betyder også, at der er store ambitioner for det kommende EM. EM er nemlig det næste store højdepunkt i kalenderen og køres i begyndelsen af juli.

Jeg ser virkelig frem til et spændende EM i Portugal. Særligt i enkeltstarten står vi med gode kort på hånden til et topresultat,” fortæller Anders Lund. Med disse ord er der grund til optimisme for fremtiden.