Verdens største cykelløb kommer til Danmark i 2021, og folkefesten bliver den foreløbige kulmination på en række helt utrolige år for dansk cykelsport. 

Det er 20 års hårdt arbejde, der nu bliver belønnet med tildelingen af Tour de Frances Grand Depart i 2021, og Danmarks Cykle Unions formand, Henrik Jess Jensen, tøver ikke med at kalde det en enestående begivenhed i dansk sportshistorie.

”Det er ikke bare den største sportsbegivenhed herhjemme nogensinde, men en af de største sportsbegivenheder i verden, der nu kommer til landet. Cyklen har en helt særlig plads i Danmark – både til transport, motion og konkurrence – og det har været helt afgørende i den her proces, at vi er en så cykelglad befolkning.”

Henrik Jess Jensen understreger desuden, at det er hele Danmark, som har del i den store og ærefulde tildeling.  

”Det er en kolossal anerkendelse af Danmark - både som en gæstfri og begejstret cykelsportsnation og som professionel samarbejdspartner. Organisationerne bag det danske tour-bud har leveret en imponerende arbejdsindsats, og der skal lyde et stort tillykke med det fantastiske resultat. Og et tillykke til hele Danmark.”