Shimano Ligaen har de seneste år været inde i en positiv udvikling, og ambitionerne for den hjemlige MTB-superliga er fortsat store - i 2020 skal en ekstra afdeling og en ny TV-aftale med SPORT LIVE være med til at sikre dansk MTB endnu større opmærksomhed.

Dansk MTB har længe haft et stabilt højt niveau og leveret flotte internationale resultater, og den udvikling har naturligvis også sat sine spor i Shimano Ligaen, der med rette oplever en stigende publikumsinteresse. Det skyldes ikke mindst den store indsats og opbakning fra klubber, frivillige, sponsorer og arrangører, der år efter år sørger for flotte løb. 

Og netop den store opbakning har skabt løb på et niveau, hvor de hjemlige profiler også prioriterer ligaen – blandt andet fordi der er UCI-point på spil, fortæller landstræner Mads Bødker.

”Shimano Ligaen har gennem årene været med til at understøtte den store udvikling, vi har set i dansk MTB - både i antal ryttere og specielt i rytternes internationale niveau. At vi i Danmark har en gennemgående national liga med UCI–point, har og har haft uvurderlig betydning for vores unge rytteres muligheder, når de deltager i internationale mesterskaber og World Cups,” fastslår Mads Bødker.

Shimano Ligaen køres i år over fem afdelinger, og landstræneren er meget tilfreds med programmet for 2020 – især glæder han over at have to C1-løb i ligaen.

”Shimano Ligaen indledes i april med to C1-løb i Silkeborg og Morsø. Fra mit perspektiv som landstræner er jeg meget glad for, at vi igen har fået C1-løb med i ligaen – det kan tiltrække stærke udenlandske ryttere, som kan presse vores og dermed give nogle gode cykelløb, og så er der flere UCI–point i spil,” siger Mads Bødker.

En ny TV-aftale betyder, at alle afdelinger af Shimano Ligaen 2020 sendes på den nye sportskanal SPORT LIVE, der kan ses af kunder hos Waoo, YouSee, Stofa og Canal Digital. Pr. 1. januar 2020 sendte kanalen til 90.000 husstande i Danmark, og SPORT LIVE’s administrerende direktør, Flemming Kjellerup, er glad for nu at kunne tilbyde seere det bedste fra den hjemlige MTB-liga:

”Ideen med SPORT LIVE er jo at give plads til noget af al den danske idræt, som fortjener at komme på tv. Og det lever Shimano Ligaen i høj grad op til. Det er på imponerende vis lykkedes at skabe en løbsserie med international klasse til gavn for de stærke danske MTB-ryttere, der her bliver matchet i hårdeste konkurrence. Det kan kun blive seværdigt, og det glæder vi os til at servere for vores seere,” fortæller Flemming Kjellerup.                                                                           

Aftalen er også vigtig for den fortsatte udvikling af ligaen, og for Mads Bødker er det et udtryk for, at den bedste danske MTB-række nu får den eksponering, den fortjener, for der er garanti for god underholdning – både for deltagere, publikum og tv-seere.

”Sæsonåbneren i Silkeborg bliver ekstra seværdig, og jeg regner med, at alle vores bedste ryttere kommer til start. I de øvrige afdelinger af ligaen vil de bedste deltage, hvis det passer ind i deres internationale program, men der er slet ikke tvivl om, at det bliver fem meget spændende afdelinger,” slutter den danske landstræner.