Den danske MTB-liga har på få år etableret en løbsserie med internationalt format i forhold til både deltagerantal og det sportslige niveau - og fra i år er Shimano blevet hovedsponsor for ligaen.

Den netop overståede World Cup i Sydafrika satte en tyk streg under, at dansk MTB hører til i den absolutte verdenselite, og med deltagelse af alle de danske stjerner er den hjemlige Shimano Liga en af de stærkeste og mest spændende nationale ligaer på MTB-kalenderen.

Bag udviklingen af ligaen står især klubberne, der arrangerer løb af høj klasse, men også medlemmerne af Danmarks Cykle Unions MTB-udvalg har arbejdet hårdt for at bringe ligaen på det niveau, hvor den er i dag:

"Vi har arbejdet videre med de koncepter og ideer, der gennem de senere år er blevet udviklet af de stærke ildsjæle i dansk mountainbike - enkeltpersoner og klubber. Det er lykkedes rigtig fint i år at samle trådene, og der er fuld opbakning og god støtte fra DCU-ledelsen og distrikterne, så vi ser med stor forventning frem til de fem Shimano Liga-løb, der er på programmet for sæsonen i 2018," fortæller Uffe Degn fra MTB-udvalget.

Danmarks Cykle Union er meget begejstret for aftalen med Shimano, der gerne skal være med til at sikre det høje løbsniveau og den videre udvikling af ligaen i årene fremover - og Shimano er også glade for det nye samarbejde:

"Shimano er lig med passion for cykling, og det er derfor helt naturligt, at Shimano er en del af at skabe de bedste rammer for gode oplevelser på cyklen. Dansk mountainbike er i en rivende udvikling, og vi er stolte af at være med til at skabe de bedste rammer for alle mountainbikere i Danmark - lige fra børn, der får deres første oplevelse i et trygt setup, til eliteryttere, der skal ud at hente medaljer for Danmark," fastslår Hans Jørgen Hansen, country manager hos Shimano Nordic Danmark.

Læs mere om Shimano Liga på cyklingdanmark.dk/mtbliga