Efter halvandet år på UCI-centret i Aigle vender Simone Tetsche Christensen nu hjem til Danmark, og BMX-stjernen glæder sig til at tage hul på et nyt kapitel i karrieren og ikke mindst til at komme i gang med det nye træningssetup frem mod OL til næste år.

Danmarks bedste BMX-rytter har i halvandet år trænet og boet på UCI-centret i Schweiz, hvor hun målrettet har forberedt sig til det OL, der nu er udskudt til 2021. Og selvom OL altså skulle have været kulminationen på opholdet, er Simone Christensen meget glad for de ting, hun tager med sig fra sin tid i Aigle. 

"Jeg synes, at jeg har udviklet mig både menneskeligt og som rytter, og især teknisk er jeg blevet bedre, hvilket forhåbentlig kommer til at vise sig fremover," siger Simone Christensen.

Landstræner Klaus Bøgh Andresen har sammen med elitechef Morten Bennekou arbejdet på et nyt træningssetup for de danske BMX-eliteryttere, og derfor kommer Simone Christensen hjem til et program, der med udgangspunkt i blandt andet hollandske og franske træningssystemer gerne skal bidrage til at løfte hendes niveau yderligere. 

"Vi har brugt det seneste år på at udvikle et træningsprogram, som er inspireret af de bedste udenlandske setups, men tilpasset danske ryttere og danske forhold. Simone bliver den første rytter i det nye program, som vi kun lige er gået i gang med at rulle ud. Vi har en masse ting i støbeskeen, men selv disse første skridt viser, at vi er i gang med en helt ny tilgang til elite-BMX i Danmark," fastslår Klaus Bøgh Andresen.

Simone Christensen er flyttet ind i en lejlighed tæt på BMX-banen i København, og hun er glad for at være tæt på familie og venner igen – og så ser hun frem til at komme i gang med det nye træningssetup, for ambitionerne er lige så store som altid.

"Der er sket meget på træningsfronten i Danmark, mens jeg har været i Aigle. Der er kommet mere fokus på at udvikle BMX-ryttere og skabe et elitemiljø. Sporten bliver taget seriøst herhjemme, og jeg er rigtig glad for både træningsprogrammet og omgivelserne, og mine mål for OL, VM og World Cups er de samme, så jeg glæder mig til at komme i gang for alvor," slutter Simone Tetsche Christensen.