Simone Tetsche Christensen var både på og uden for banen en af EM's helt store publikumsfavoritter - og efter en præstation i absolut verdensklasse kunne den danske BMX-stjerne hænge en EM-sølvmedalje om halsen.

24-årige Simone Tetsche, der efter EM rejser til UCI-centret i Schweiz på en måneds træningslejr, var fuldstændig suveræn i fredagens tre indledende heats, hvor hun knuste al modstand og kørte i hurtigste tid. I lørdagens semifinale, hvor konkurrencen var betydeligt skærpet, var hun igen urørlig og vandt med mere end et sekund ned til nummer to.

De fire sejre på stribe og den hurtigste tid betød, at Simone Tetsche fik lov at vælge den bedste startplacering i finalen. Ved sin side havde hun den hollandske verdensmester Laura Smulders, der viste sig en smule stærkere end danskeren, og selvom Christensen på tredje langside pressede sig op på siden af hollænderen, blev hun lukket ned i sidste sving og måtte for første og eneste gang til årets EM se sig slået af en anden rytter.

Næste store opgave for Simone Tetsche Christensen er World Cup-løbet i Argentina, men med opvisningen ved EM begynder tankerne allerede så småt at rette sig mod OL i 2020 - lige nu skal sølvet dog fejres!

SE SIMONE TETSCHE CHRISTENSEN VINDE EM-SØLV HER PÅ TV2 SPORT