Trods svære startpositioner formåede Joshua Gudnitz, Markus Heuer og Tobias Lund Andresen alle at køre sig i den bedste halvdel af U19-herrernes felt ved EM, og det samme gjorde Mie Saabye, der skønt sin unge alder måtte dyste med U23-kvinderne.

EM blev en god begyndelse på forberedelserne frem mod VM i Bogense i februar, og især landsholdets yngste ryttere leverede en indsats, der giver store forhåbninger om en lys fremtid for dansk cyklecross. Landstræner Kim Petersen var da også tilfreds med det samlede billede: 

”EM blev en fornuftig start for det danske cross-landshold, hvor specielt de yngre aldersklasser hentede gode placeringer,” siger Kim Petersen.

På trods af vanskelige forhold fik de danske U19-herrer kæmpet sig langt frem i det stærke felt, og at tre ryttere slutter i den bedste halvdel vidner ifølge landstræneren om et historisk potentiale i dansk cross. Også Mie Saabye imponerede og kørte sig som førsteårs juniorrytter helt op i den bedste halvdel af Europas stærkeste U23-kvinder, da  U19-kvinderne ikke havde eget felt:

"Jeg kan kun være tilfreds med det, holdet leverer, og specielt de unge ryttere viser, at de kan være med på internationalt niveau. Jeg har nu set niveauet og fået den overbevisning, at alle U19-herrer og Mie i U23 kan køre i top 15 på den rette dag, og det skal vi arbejde mod at kunne," fastslår Kim Petersen.

Selvom cross-landstræneren er tilfreds med indsatsen under EM, er det afgørende at fortsætte arbejdet og den positive udvikling. Derfor skal der også fortsat fokuseres på de områder, hvor de danske ryttere kan og skal forbedre sig:

"EM var vores første rigtige løbsdeltagelse i år, og selvom jeg er grundlæggende tilfreds med præstationerne fra rytterne, så skal vi så at sige ’dyrke utilfredsheden’ og arbejde for at gøre det bedre næste gang," påpeger landstræneren.

Kim Petersen erkender, at herreklasserne for både elite og U23 er svære at begå sig i, og ved EM blev det ikke lettere af en meget hurtig rute:

"EM-ruten var meget hurtig i underlaget, og med en gennemsnitsfart på over 26 km/t på trods af mange sving og to sandpassager, kan man godt regne ud, at der køres virkelig stærkt på alle langsider. Herreklasserne i U23 og elite er en svær nød at knække. Tom Pidcock i U23 og Mathieu Van der Poel i elite kører simpelthen så utrolig stærkt, at bare det at være på omgangshøjde efter 45 minutter er en præstation. Men det skal ikke holde os tilbage i det arbejde, der skal gøres,” slutter landstræneren. 

Næste gang det danske cyklecross-landshold er i aktion, er ved World Cup i Tabòr, Tjekkiet i 17.november.

Resultaterne for weekendens EM i cyklecross kan ses her