I dag begynder Course de la Paix Juniors - også kendt som Fredsløbet - der er et af verdens største U19-etapeløb, og juniorlandstræner Michael Berling er rejst til Tjekkiet med et stærkt hold bestående af både unge og mere rutinerede kræfter. 

Fredsløbet er en del UCI Junior Nations' Cup, og de danske U19-herrer har ofte leveret gode resultater i det store løb. Fra 2011 til 2014 havde løbet danske vindere i Magnus Cort, Niklas Eg, Mads Pedersen og Magnus Bak Klaris, men også andre prominente navne som Cancellara, Kreuziger og Kwiatkowski har stået øverst på podiet - sidstnævnte henviste i øvrigt Peter Sagan til andenpladsen.

Trods listen over gode danske resultater i Fredsløbet er Michael Berling ikke udelukkende fokuseret på klassementet, men han tror på en god dansk indsats efter nogle flotte præstationer i løbet af foråret:

"Vi har et spændende hold med, der består af tre førsteårs- og tre andetårsryttere, som i år har vist, at de kan køre med helt fremme på internationalt niveau," fortæller U19-landstræneren.

Michael Berling peger også på, at de danske juniorrytteres niveau generelt er meget højt - blandt andet på grund af arbejdet på de danske juniorteams og konkurrencen i Uno-X Cuppen - og at de store etapeløb er med til at give dem vigtig international erfaring: 

"Jeg glæder mig til at se rytterne i et stort og hårdt etapeløb som Fredsløbet, hvor de virkelig kan lære meget og høste vigtig erfaring," siger Michael Berling.

Det danske U19-herrelandshold til Fredsløbet består af:

Peter Asbjørn Hansen - Team Herning CK Junior
William Blume Levy - Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior
Tobias Lund Andresen - Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior
Andreas Sarbo - Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior
Robin Juel Skivild - Team Mascot Workwear
Emil Schandorff Iwersen - Team ABC Junior