Søndag sætter de bedste hjemlige ryttere igen hinanden stævne, når tredje afdeling af DCU Cuppen køres i Svinninge, hvor Andreas Stokbro Nielsen skal forsøge at forsvare sin samlede føring.

Holbæk Cykelsport og Svinninge Lokalforum er værter for årets næstsidste afdeling af DCU Cuppen, der afvikles i naturskønne omgivelser i Nordvestsjælland med start og mål på Hovedgaden i Svinninge. Ruten fører rytterne ud på en ca. 23 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges otte gange - så der bliver rig mulighed for at se rytterne på nærmeste hold i dansk cykelsports superliga. Ruten består af små og teknisk udfordrende veje, og med udsigt til i det mindste en smule blæst, vil feltet uden tvivl blive splittet i sidevinden. 

DCU Cuppen 2018 har deltagelse af mange talentfulde ryttere, som de danske teams nyder godt af og med rette er stolte af og har været med til at skabe, og derfor er DCU Cuppen cykelløb på meget højt niveau med både rutinerede, kendte ryttere og nogle af de kommende danske stjerner - fra Chris Anker Sørensen over EM-aktuelle Rasmus Quaade, der kommer med en frisk andenplads i PostNord Danmark Rundt i bagagen, til juniorverdensmester Julius Johansen, der også sikrede sig ungdomstrøjen i PNDR 2018.

Andreas Stokbro har lagt sig solidt i spidsen, mens blot tre point adskiller de følgende ti ryttere i den samlede stilling, så der er garanti for spænding og godt væddeløb, når nogle af de mest afgørende point skal fordeles på søndag.

Læs mere om DCU Cuppen her