Kristi himmelfartsdag indleder det danske U19-herrelandshold Tour du Pays de Vaud, der er et af årets store Nations' Cup-etapeløb, og selvom landstræner Michael Berling understreger, at juniorårene primært handler om at lære og høste erfaring, tror han på et godt resultat i Schweiz.

Mens U19-holdene fra den hjemlige Uno-X Cup i denne weekend sætter hinanden stævne ved det største danske ungdomsetapeløb, Tour de Himmelfart i Odder, er seks ryttere fra fire forskellige hold taget med U19-landstræner Michael Berling til Nations' Cup i Schweiz. Og blandt de seks ryttere er en etapevinder fra sidste års Pays de Vaud, nemlig William Blume Levy, der tilmed kommer lige fra en samlet sejr i det andet store danske ungdomsetapeløb, Youth Tour:   

"Jeg har udtaget de seks ryttere efter Youth Tour, og det var ikke helt enkelt, for der var mange, som viste rigtig gode takter. Samtidig er det en travl periode med mange aktiviteter for juniorerne," fortæller landstræner Michael Berling.

U19-landstræneren håber, at de unge ryttere kan følge op på de gode elementer, der blev vist under Fredsløbet, men resultaterne er ikke afgørende, fastslår han: 

"Det er ikke mange dage siden vi kom hjem fra Fredsløbet med fine etaperesultater og vigtige erfaringer. Vi sluttede stærkt af med at vinde sidste etape, da Andreas Sarbo gjorde arbejdet færdigt efter en stor holdindsats med offensivt cykelløb. Men selvom vi laver flotte resultater og rytterne er med helt fremme internationalt, så rejser vi stadig ud for at lære, og det er den læring, der er vigtig for deres fremtidige karriere," siger Berling.

Selvom det primære fokus er på at lære at køre store internationale cykelløb lægger landstræneren dog ikke skjul på, at de danske ryttere er stærke og kan køre med om de sjove placeringer: 

"Når vi først står til start med nummer på ryggen, så kører vi for at vinde, men det overordnede mål er igen at lære fra vores oplevelser," slutter Michael Berling.

Det danske hold til Pays de Vaud består af:
William Blume Levy, Team NPV Carl Ras - Roskilde Junior
Kasper Andersen, Team NPV Carl Ras - Roskilde Junior
Emil Schandorff Iversen, Team ABC Junior
Joshua Gudnitz, Team ABC Junior
Anders Toft Nielsen, Team Mascot Workwear
Sebastian Theodor Millinge Petersen, Team Herning CK Junior