Det er et stærkt dansk landshold, der torsdag tager hul på årets BeNe Ladies Tour med en kort prolog - og landstræner Catherine Marsal er optimistisk før starten.

BeNe Ladies Tour er på få år blevet et vigtigt etapeløb på kvindernes kalender, og i år er løbets status opgraderet til UCI-kategori 2.1. Med legenden Marianne Vos' sejr i 2017 er løbet prestigemæssigt kommet i høj kurs, og det er da også en række af verdens bedste hold, som stiller til start i år - alligevel har landstræner Catherine Marsal høje forventninger til landsholdet:

"Det er et meget stærkt hold, vi har med, og målet må være at se, om vi kan køre med om en etapesejr," siger landstræneren.

BeNe Ladies Tour er samtidig en del af landsholdets forberedelser til EM, hvor den endelige trup bliver udtaget mandag efter løbet, og mange af navnene må derfor forventes at gå igen på holdkortet til EM:

"Det er helt klart, at vi også skal bruge det her løb som optakt til Glasgow, og derfor kommer vi også til at have mere fokus på de enkelte etaper end klassementet," forklarer Marsal.

Landstræneren vil derfor heller ikke sætte tal på målet for det samlede klassement i BeNe Ladies Tour, men hun håber, at en tempospecialist som Pernille Mathiesen kan køre en god enkeltstart og dermed sikre en samlet placering i den positive ende:

"I forhold til klassementet afhænger meget af enkeltstarten, og jeg håber, at en rytter som Pernille Mathiesen kan køre sig i top ti," slutter landstræneren.

BeNe Ladies Tour køres fra torsdag til søndag i Belgien og Holland.

Den danske trup ser således ud:

Pernille Mathiesen - Team Sunweb
Christina Siggaard - Team Virtu Cycling
Trine Schmidt - Team Virtu Cycling
Emma Norsgaard Jørgensen - Cervélo-Bigla Pro Cycling
Marie Vilmann - Cervélo-Bigla Pro Cycling
Rikke Lønne - Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk