Med både tempospecialister og hurtigere afsluttere i truppen har det danske herrelandshold gode muligheder for at levere et topresultat ved EM i landevejscykling.

Magnus Cort, Michael Carbel og den nykårede danmarksmester, Michael Mørkøv, er alle hurtige på stregen, og Mads Pedersen har trods sin unge alder for længst slået sit navn fast som en rytter, der kan blande sig i toppen af store løb - også internationalt. Derfor er der ifølge cheflandstræner Anders Lund god grund til at tro på de danske chancer i Glasgow - ikke mindst fordi truppen også tæller de to U23-europamestre fra Herning - Casper Pedersen og Kasper Asgreen - samt tempostærke Lasse Norman Hansen og den danske mester fra 2016, Alexander Kamp.

”Jeg er yderst tilfreds med at kunne præsentere så hurtigt og stærkt et hold til herrernes linjeløb i Glasgow. Igen i år er ruten hurtig, og med den her ryttersammensætning kommer vi til at have flere taktiske muligheder i løbet,” siger Anders Lund.

Til enkeltstarten har cheflandstræneren ikke overraskende udtaget specialisten Martin Toft Madsen, og den tredobbelte danmarksmester får selskab af teamkammeraten Rasmus Quaade:

”Også på enkeltstarten er det kompetente ryttere, der skal repræsentere Danmark. Martin Toft Madsen er utvivlsomt den bedste dansker i disciplinen i øjeblikket, og han skal forsøge et forbedre sin 6.-plads fra sidste års mesterskab i Herning. Martin udvikler sig stadig både fysisk og aerodynamisk, så en forbedring af sidste års resultat er ikke urealistisk. Den anden dansker i disciplinen bliver Rasmus Quaade, der i år har genfundet enkeltstartsfarten og ligeledes bliver spændende at følge,” fortæller Anders Lund.

Herrernes landevejstrup til EM i Glasgow ser således ud:

Linjeløb
Magnus Cort Nielsen - Astana Pro Team
Mads Pedersen - Trek-Segafredo
Michael Mørkøv - Quick-Step Floors
Kasper Asgreen - Quick-Step Floors
Casper Pedersen - Aqua Blue Sport
Lasse Norman Hansen - Aqua Blue Sport
Michael Carbel Svendgaard - Team Fortuneo - Samsic
Alexander Kamp - Team Virtu Cycling

Enkeltstart
Martin Toft Madsen - BHS-Almeborg Bornholm
Rasmus Quaade - BHS-Almeborg Bornholm

Herrernes enkeltstart køres i Glasgow 8. august, mens linjeløbet køres 12. august.

Kvindernes landevejstrup udtages mandag efter BeNe Ladies Tour, der begynder i dag.