Torsdag begynder XCO EM i Brno, og MTB-landstræner Mads Bødker har store forhåbninger til den danske trup, som han kalder den nok største og stærkeste i hans tid som landstræner.

EM indledes med Team Relay, hvor Danmark de seneste år har vundet flere internationale mesterskabsmedaljer, og Mads Bødker tror på, at de danske ryttere kan køre med om en topplacering:

"Vi stiller med et stærkt hold bestående af Sofie Heby Pedersen, Markus Kaad Heuer, Caroline Bohé, Simon Andreassen og Sebastian Fini, og de fem kører for en podieplads – så må vi se, hvor langt op ad trinene det rækker," siger landstræneren.

Mads Bødker glæder sig især over bredden i EM-truppen, for det viser, at talentarbejdet i dansk MTB bærer frugt - derfor ser han også frem til lørdagens løb, hvor juniorerne og U23-kvinderne skal forsøge at levere et godt resultat, selvom de høje varmegrader bekymrer en smule:

"Lørdag starter dame- og herrejunior og U23-kvinderne, hvor det er muligt med flere top 5-placeringer, og hvis rytterne lever op til deres allerbedste, er podieplaceringer ikke urealistiske. Ruten ligger godt til de danske ryttere, men varmen på over 30 grader kan blive en afgørende faktor," fortæller Mads Bødker.

Annika Langvad har desværre ikke meldt sig klar til at køre et internationalt MTB-mesterskab efter sin skade, og Malene Degn er efter sit styrt også på vej tilbage mod det niveau, hun havde i årets to første World Cups, så i søndagens løb er de største resultatmæssige forhåbninger knyttet til U23-herrerne, mener landstræneren: 

"De største forhåbninger søndag er nok til U23-herrerne. Her kan både Jonas Lindberg og Simon Andreassen på en god dag køre med om podieplaceringerne. Sebastian Fini har været stabil på et højere niveau i år end tidligere, men konkurrencen i herre-elite er benhård, så en placering i top 15 vil være en rigtig flot præstation," slutter Mads Bødker.

Mads Bødker har udtaget følgende 11 ryttere til EM i Tjekkiet:

Damejunior

  • Sofie Heby Pedersen 

Herrejunior

  • Markus Kaad Heuer
  • Tobias Lillelund
  • Victor Philipsen
  • Ian Millennium

U23-herrer

  • Simon Andreassen
  • Jonas Lindberg
  • Alexander Young Andersen 

U23-damer

  • Caroline Bohé 

Dameelite

  • Malene Degn 

Herreelite

  • Sebastian Fini Carstensen