Når rytterne på 4. etape af Danmarks største etapeløb ’PostNord Danmark Rundt’, bliver sendt af sted, bliver det med hjælp af statsminister Mette Frederiksen.

Cykelløbet PostNord Danmark Rundt har fredag d. 13. august Holbæk som startby. Dermed er vejen banet for en veritabel cykelfest i en i forvejen cykelgal kommune. Og borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen glæder sig også til en dag i cyklingens tegn.
”Det er fantastisk, at vi nu igen kan samles om store sportsbegivenheder i Holbæk. Statsministerens besøg er kun med til at sætte to tykke streger under det. Vi ser derfor som startkommune frem til at holde en stor cykelfest på fredag for alle interesserede,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Program for fredag d. 13. august
Helt præcist vil der være etapestart i Holbæk på fjerde etape, der finder sted fredag den 13. august. På etapen kommer feltet bl.a. forbi Vipperød, Tølløse, Mørkøv og Jyderup, inden rytterne når deres mål i Kalundborg.

Om denne helt særlige start på en af løbets etaper, siger Henrik Jess Jensen, formand for Danmarks Cykle Union: ”PostNord Danmark Rundt, har udviklet sig til en af Danmarks største sportsbegivenheder. I år tilmed med hele seks World Teams til start. Og det at Statsminister Mette Frederiksen vælger at besøge en af vore startbyer, og sammen med os hylde rytterne og vores danske OL-medaljevindere”, tager vi som en blåstempling og en stor cadeau til dansk cykling”, slutter Henrik Jess Jensen

Løbet starter på Ahlgade i Holbæk, hvor der vil være underholdning fra kl. 11.00 og præsentation samt indskrivning af rytterne kl. 12.15. Herefter vil der være taler ved statsminister Mette Frederiksen og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, inden løbet skydes i gang fra Ahlgade kl. 13.15 - i første omgang med en neutraliseret start, hvor feltet i samlet flok vil køre via Kalundborgvej og Stenhusvej til Holbæk Sportsby, hvor løbet for alvor sættes i gang kl. 13.30.

Du finder mere info på www.postnorddanmarkrundt.dk og på www.holbaek.dk/nyheder-og-presse/nyheder/trafik-og-veje/2021/postnord-danmark-rundt-2021

Kontakt
For yderligere information kontakt:
Christina Krzyrosiak Hansen
Borgmester, Holbæk Kommune
Telefon: 72 36 90 60

Henrik Jess Jensen
Formand, Danmarks Cykle Union
Telefon: 25 20 23 70