Kasper Asgreen leverede intet mindre end en magtdemonstration, da han brød Martin Toft Madsens sejrsstime og overtog dannebrogstrikoten.

Startlisten til herrernes DM i enkeltstart var på alle måder imponerende - de danske rytteres tempoevner er på internationalt niveau, og bare det at komme i nærheden af en podieplacering ville kræve en mere end almindelig stærk indsats. 

Som ventet blev tiderne hurtigere og hurtigere, som dagen skred frem, og alles øjne var rettet mod navnene Asgreen, Toft, Bjerg, Norsgaard, Quaade, Pedersen og ikke mindst lørdagens U23-danmarksmester i enkeltstart, Johan Price-Pejtersen fra coloQuick Cycling.

Og det blev da også netop Price-Pejtersen, der for alvor tog hul på de tider, der så ud til at kunne blive stående blandt de tre øverste, da han kørte de 40 kilomter på 46 minutter og 48 sekunder - men tiden fik kun lov at stå ganske kort som den hurtigste, for kort efter bragede Tour-aktuelle Kasper Asgreen ind over stregen i fantomtiden 46'03''.

Og det skulle vise sig at blive vindertiden, da Martin Toft Madsen ikke kunne matche farten og måtte se sig slået med 24 sekunder af den nye danske Deceuninck-Quick Step-stjerne. Price-Pejtersens tid rakte til bronze, og han tog dermed sin anden DM-medalje på mindre end en uge.

I U19-herrernes enkelstarts-DM vandt den blot 16-årige Gustav Wang efter at have sat de ældre ryttere gevaldigt på plads i tempodisciplinen. To af forhåndsfavoritterne, Joshua Gudnitz og William Blume, tog sig af henholdsvis sølv og bronze.

Se de fulde resultatlister på www.DM19.dk