Mens Middelfart viste sig fra sin smukkeste side, vekslede vejret mellem voldsomme regnbyger og høj sol på en i øvrigt skøn DM-søndag, og det omskiftelige vejr satte sit præg på de danske mesterskaber i linjeløb - i sidste ende var det dog både hos U19-kvinderne og U19-herrerne et par af forhåndsfavoritterne, som fortjent kunne trække dannebrogstrikoten over hovedet.

U19-herrernes løb blev en våd og hård omgang, hvor Team ABC Junior og Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior satte feltet under pres fra starten. Sammen med de våde veje og flere styrt splittede det høje tempo hurtigt feltet. Med mindre end 20 kilometer tilbage fik en syvmandsgruppe afgørende hul til resten af feltet, og selvom ABC havde flest ryttere med i finalen, var en meget stærkt kørende Tobias Lund Andresen fra Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior urørlig i spurten og sikrede sig DM-titlen foran Gustav Wang fra Team ABC Junior og Emil Schandorff Iwersen fra ABC.

U19-kvinderne havde samkørsel med elitekvinderne, hvor den forventede favoritgruppe med udlandsprofessionelle ryttere hurtigt fik hul til et decimeret felt, hvor fem U19-ryttere havde bidt sig fast. Blandt favoritterne var Maria Bertelsen fra Team RYTGER powered by Cykeltøj-Online.dk, Mille Troelsen fra Herning CK og Victoria Lund fra Køge CR - og da et styrt og en defekt hurtigt satte Mille Troelsen ud af spillet, og Victoria Lund ligeledes var en tur i asfalten og kom efter feltet, så det længe ud til, at Maria Bertelsen kunne løbe med guldet. Men Victoria Lund fandt ind i et godt samarbejde med Amalie Dideriksen, der efter en defekt var langt efter fronten, og kom tilbage til feltet - og i spurten satte hun trumf på og vandt foran netop Bertelsen og Klara Sofie Skovgård Hansen fra Dansk Mountainbike Klub på tredjepladsen.

Se de samlede resultatlister på www.dm2020.dk