Anden afdeling af Ladies Cup blev vundet af Trine Andersen fra Holstebro Cykle Club af 1960, mens Marita Jensen fra Team ABC Dame Elite snuppede førertrøjen fra Mia Rützou.

Fyn havde førertrøjen på i weekenden, da Ladies Cup lagde vejen forbi Middelfart lørdag, inden asfalten blev indtaget af Fyen Rundt om søndagen.

32 ryttere blev sendt ud på en teknisk krævende og kuperet rute, der bød på udfordrende og spændende cykelløb. Løbet blev kørt på en 12,2 km rundstrækning med 96 højdemeter, snoede veje, åbne stykker og en gruspavé.

Der blev angrebet fra start blandt andet af den gule førertrøje, Mia Rützou fra Team Nyt Syn powered by Fialla. Hun forsøgte sig allerede på første gang på det 1,5 km lange og hårde grusvejstykke, som rytterne skulle passere ikke mindre end syv gange. Det skabte splittelse, men feltet blev samlet igen.
Efter lidt stilstand forsøgte Maja Winther Brandt fra Team ABC Dame Elite at køre fra feltet, og hun fik da også slået et fornuftigt hul. Gennem samarbejde i feltet blev hun dog hentet igen. Nu var det Trine Andersens tur til at forsøge sig, og hun fik hurtigt 15 sekunders forspring. Fire forfølgere satte efter, men nåede aldrig op til hende, så Trine Andersen forsøgte sig alene, selvom der stadig var langt til mål.
Feltet var splittet, og Mia Rützou forsøgte sammen med Marita Jensen at jagte forfølgergruppen. Trine Andersens forspring øgedes til to minutter ned til forfølgergruppen.

På sidste omgang smeltede grupperne sammen, og ti ryttere skulle nu køre om andenpladsen, efter Trine Andersen var blevet den suveræne vinder. Marita Jensen viste sin spurtstyrke og vandt feltets spurt foran Maja Winther Brandt og U19-rytteren Victoria Lund fra Team RYTGER powered by Carl Ras. Victoria Lund er fortsat i den hvide ungdomstrøje.

Marita Jensen overtog den gule førertrøje med samme antal point som Mia Rützou, der begge har 20p.

1)  2.20,59    Trine Andersen
2)  2.23,13    Marita Jensen (Gul førertrøje)
3)  2.23,14    Maja Winther Brandt
4)  2.23,14    Victoria Lund (Hvid ungdomstrøje)