Som alle andre har de danske U19-ryttere fået ødelagt det meste af sæsonen, og især for de ældste ryttere er det manglende juniorår en udfordring før overgangen til seniorrækkerne - og det er en af grundene til, at U19-landstræner Michael Berling har udtaget et hold, der udelukkende består af andetårs-ryttere. Og så selvfølgelig fordi rytterne har vist stor styrke i de få løb, sæsonen trods alt har budt på indtil nu.

Hele fire af de seks ryttere i EM-truppen deltager i deres første internationale mesterskab, og derfor handler EM, der køres i franske Plouay om knap to uger, først og fremmest om at høste vigtig erfaring, understreger Michael Berling.

”2020 er slet ikke blevet den sæson, vi håbede på, men vi har alle sammen glædet os til at kommer i gang. Vi skal være glade for, at nogle ryttere overhovedet får mulighed for at køre cykelløb på højeste niveau i år, så i den sammenhæng er resultaterne sekundære,” siger U19-landstræneren. 

Den hjemlige Uno-X Cup er dog en af de stærkeste U19-ligaer i Europa, og derfor er Michael Berling heller ikke nervøs for, om landsholdet vil gøre en god figur. Det er naturligvis svært at vide, hvordan hold og form er hos de andre nationer, men for landstræneren er det centrale som altid at lære at køre cykelløb, og derfor går taktisk forståelse og arbejdsindsats forud for resultatet.

”EM-løbet bliver årets første for U19-landsholdet, og derfor ved vi reelt set ikke, hvor vi står i forhold til de øvrige nationer. Men de danske U19-ryttere har generelt et højt niveau, så derfor drager vi til EM med en målsætning om at køre offensivt og være med til at skabe et hårdt cykelløb,” slutter Michael Berling.

U19-herrernes EM-landshold består af:

Dennis Lock, Team Mascot WorkWear
Emil Schandorff Iwersen, Arbejdernes Bicykle Club
Kasper Andersen, Team NPV-Carl Ras Roskilde Junior
Nikolaj Mengel, Team ABC Junior
Rasmus Søjberg Pedersen, Give Cykelklub
Sebastian Andreasson, Team ABC Junior