Når der afholdes U19 VM på banen i Oderlandhalle i Frankfurt, vil Danmark være repræsenteret af et ungt, konkurrencedygtigt landshold, og U19-banelandstræner Thomas Dalsted tror på et godt resultat - og så glæder han sig over rytternes mulighed for at samle værdifuld erfaring.  

Herrejunior- og damejunior-landsholdet deltager i flere discipliner til VM på bane, der afholdes fra 14. til 18. august i Tyskland, men for U19-herrerne er der især én disciplin, som er i fokus, fortæller Thomas Dalsted:

”For herrejunior-landsholdet er der fokus på 4.000 meter holdløb, som afvikles de første to dage. Derefter afvikles discipliner som scratch, pointløb, individuelt forfølgelsesløb, 1.000 meter på tid, omnium og parløb,” siger Thomas Dalsted.

Maria Bertelsen er eneste danske U19-kvinde i Oderlandhalle, og hendes fokus vil være på omnium. Bertelsen vil også køre andre discipliner, som ikke falder sammen med omnium - hvilke discipliner kommer det endelige konkurrenceprogram til at afgøre:

”Hos damerne er det omnium, vi holder fokus på. Maria er meget ny i banesporten, men har vist en fin udvikling, siden hun i vinter valgte at kombinere bane og landevej. Hendes udvikling skal først og fremmest fortsætte, og et af de punkter, man som ny banerytter kan forbedre sig mest på, er det taktiske,” fastslår Thomas Dalsted.

Ifølge landstræneren er VM-målsætningerne for U19-rytterne svære at sætte på nuværende tidspunkt, mens sidste år vandt Danmark tre medaljer, og to af medaljerne blev vundet af ryttere, som er med igen i år. Thomas Dalsted er derfor ikke i tvivl om, at Danmark stiller med et konkurrencedygtigt hold på tværs af alle discipliner.  

Herre- og damejuniorlandsholdene får desuden mulighed for at samle værdifuld, international erfaring på landsholdsniveau, og der er ikke mange konkurrencer, som tillader dette - derfor vil fokus helt naturligt også ligge på at udvikle rytterne og forberede dem i den konkurrenceform, de møder, når de bliver eliteryttere:

”Vi gør vores ypperste for at præstere, men på den lange bane er det udviklingen af de deltagende ryttere, der skal være i fokus. Hvis man på vejen mod en elitekarriere får et par U19 VM-medaljer, så vil det selvfølgelig være en stor bonus,” slutter Dalsted.

Det danske U19-landshold til VM i banecykling 2019 består af:

Maria Bertelsen                         Team RYTGER p/b Cykeltøjonline.dk
Benjamin Hertz                          Team ABC Junior
Marckus Njor                             Team Børkop Cykler–GIANT Slagelse/Næstved Junior
Robin Skivild                              Team Mascot Workwear
Frederik Wandahl                      Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior
William Blume Levy                   Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior
Tobias Lund                               Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior