Torsdag blev Fredsløbet skudt i gang med en ultrakort prolog, og det danske U23-herrelandshold fik en god indledning på forsvaret af den aktuelle Nations' Cup-føring.

Der har kun været en enkelt udskiftning i truppen i forhold til det landshold, der i sidste weekend kørte sig til tops i årets Nations' Cup. Niklas Larsen er blevet erstattet af coloQuick Cycling-holdkammeraten Morten Hulgaard, der for en uge siden vandt første etape af Tour de la Mirabelle, og cheflandstræner Anders Lund er da også optimistisk før løbets første rigtige etape:

"Fredsløbet er et af sæsonens vigtigste U23-etapeløb. Det er første gang, rytterne møder de store bjerge i Nations' Cup. Niklas Larsen skifter med Morten Hulgaard, der kommer med en frisk sejr i benene fra det franske etapeløb Mirabelle, og vi stiller med et rigtig stærkt hold og forventer at fortsætte, hvor vi slap i Polen," fastslår Anders Lund.

Torsdagens prolog var blot to kilometer og gav som ventet kun ganske små tidsforskelle. Ikke overraskende blev den danske enkeltstartsverdensmester, Mikkel Bjerg, bedste dansker som nummer fem, og alle seks danskere sluttede inden for ni sekunder af vindertiden og holdt sig i top 30.

Andreas Kron, der sikrede den flotte Nations' Cup-etapesejr i søndags, sluttede som nummer 16 kun syv sekunder efter vinderen og tre sekunder efter Mikkel Bjerg - og cheflandstræner Anders Lund lægger da heller ikke skjul på, at de danske forhåbninger primært knytter sig til den formstærke rytter:

"Kron er helt åbenlyst i topform og kommer til at være den danske kaptajn," slutter den danske cheflandstræner.

Det danske U23-herrelandshold til Fredsløbet består af:

Mikkel Bjerg - Hagens Berman Axeon Cycling Team
Andreas Stokbro Nielsen -  Riwal Readynez Cycling Team
Andreas Kron -  Riwal Readynez Cycling Team
Mathias Norsgaard Jørgensen -  Riwal Readynez Cycling Team
Morten Hulgaard - coloQuick Cycling
Jeppe Aaskov Pallesen - coloQuick Cycling