Søndag skrev Mads Pedersen et enestående kapitel i dansk cykelsportshistorie, da han som den første dansker nogensinde vandt den professionelle herreelites VM i linjeløb og trådte i fodsporene af store mestre som Sagan og Valverde for blot at nævne de seneste års vindere.

Dagen begyndte ellers med en dårlig nyhed set med danske øjne, da oversvømmede veje betød, at VM-ruten blev forkortet til "blot" 261 kilometer, men hele det danske hold var med til at gøre løbet nøjagtigt så hårdt som ønsket, og dermed skete den udskilning, der var målet med den danske taktik.

Magnus Cort ramte det helt rigtige udbrud tidligt i løbet med en række af løbets store navne, og det kostede mange kræfter for flere nationer at kontrollere og køre udbruddet ind.

På de sidste omgange af rundstrækningen i Harrogate kom Mads Pedersen af sted i en femmandsgruppe, der talte VM-favoritten Mathieu van der Poel, schweiziske Stefan Küng og de to italienere Matteo Trentin og Gianni Moscon - og da van der Poel fik krampe og Moscon måtte slippe, var der kort før mål ikke længere tvivl om, at det ville blive til dansk VM-metal.

I spurten var Trentin på papiret den stærkeste, men efter 261 kolde, våde og udmarvende kilometer fik italieneren aldrig rigtigt drev i cyklen frem mod målstregen, og Mads Pedersen kørte med uimodståelig kraft fra italieneren og rakte armene mod himlen i jubel som ny verdensmester. 

Den kolossale triumf blev grundlagt af en noget nær perfekt holdindsats, hvor alle danske ryttere leverede en indsats i absolut verdensklasse.