Sidste års danske mester i enkeltstart og sølvvinder i linjeløb viste igen sin imponerende styrke, da han var første mand over stregen efter 200 hårde DM-kilometer på den smukke rundstrækning i Middelfart.

Efter "morgenudbruddet" blev de sidste 50 kilometer af årets danske mesterskaber en åben slagudveksling mellem en lang række store danske navne, og løbet blev en understregning af, hvor tårnhøjt niveauet i dansk cykelsport er.

Fra starten af løbet angreb Tobias Mørch Kongstad (Riwal Securitas), Jeppe Hanssing (BHS-PL Beton Bornholm) og Oliver Wulff (coloQuick Cycling), og de tre ryttere fik et pænt forspring, der på et tidspunkt rundede fire minutter, men i feltet virkede især Trek-Segafredo og Deceuninck-Quick-Step i fuld kontrol.

Med godt 50 kilometer tilbage var udbruddet og kontraforsøgene hentet, og så begyndte angrebene for alvor, og det så flere gange ud til, at det endelige hul var slået, men det var først dybt inde i finalen - med cirka ti kilometer tilbage - at Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick-Step) kørte afgørende væk.

Asgreen fik dog selskab af Andreas Kron (Riwal Securitas), der viste, hvorfor han kører WorldTour for Lotto-Soudal fra årsskiftet - men Kron kunne ikke matche Asgreen vanvittige styrke på den kilometer, og der var aldrig tvivl om udfaldet af duellen mellem de to.

Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick-Step) vandt det decimerede felts spurt foran den regnbueklædte Mads Pedersen (Trek-Segafredo) og hentede dermed sin tredje DM-medalje på tre år.

Se den fulde resultatliste på www.dm2020.dk