De fantastiske World Cup-resultater betyder, at banelandstræner Casper Jørgensen kan give unge ryttere muligheden for at køre på den helt store scene, mens flere ryttere kan springe afdelingen i London over.

I weekenden køres fjerde afdeling af årets World Cup, og den danske landstræner har valgt at bruge løbene i London til at lade unge talenter prøve kræfter med verdenseliten - en mulighed, der er opstået på baggrund af de imponerende resultater i de tre første afdelinger, forklarer Casper Jørgensen:

”Det er de tre bedste resultater, der tæller i OL-regnskabet, og vi har nærmest ikke mulighed for at toppe resultaterne i de foregående afdelinger, så det er der ikke grund til at satse på,” siger banelandstræneren.

De kvindelige ryttere har fået helt fri, mens Casper Jørgensen har ladet Lasse Norman og Rasmus Lund blive hjemme og i stedet taget de to 18-årige ryttere Oliver Wulff og Matias Malmberg med, der sammen Casper Folsach og Julius Johansen skal udgøre 4.000 meter-holdet.

Selvom Wulff og Malmberg er de stærkeste baneryttere i deres årgang, er der ingen forventninger til resultatet, og det handler primært om at høste værdifuld erfaring. Folsach og Johansen kører parløb, men efter Folsachs styrt tidligere på ugen er forventningerne her også afdæmpede:

"I parløbet er det planen, vi kører med Casper og Julius, men Casper styrtede i Portugal i søndags og slog sin hånd ret slemt, så derfor er vi stadig usikre på, om han bliver klar til at køre parløbet. I omnium satser vi dog stærkt på, at han er klar til at køre, da det ikke belaster hånden som i et parløb, og vi håber på en placering i top 10," siger Casper Jørgensen.