Den første weekend i februar køres årets VM i cykelcross på en teknisk krævende rute i schweiziske Dürbendorf – og landstræner Benjamin Justesen tror på, at det unge landshold kan vise, at der er potentiale i dansk cross.

Den nye sportslige cross-strategi betyder, at det er et ungt dansk landshold, der om to uger skal prøve kræfter med verdens bedste cross-ryttere i kampen om regnbuetrikoterne - og det er en optimistisk landstræner, der rejser til VM med seks talentfulde ryttere.

"Flere af rytterne har kørt mange løb i udlandet og vist, at de har flyttet sig ganske fornuftigt hen over sæsonen. Særligt har Gustav Wang kørt rigtig stærkt og vist, at han har potentiale til en top 10 til VM på en god dag. På samme måde har Marie Barbara Holm i U19P også vist kæmpe fremskridt i sin første cross-sæson, og hvis hun kan fortsætte sin nuværende udvikling, er det også forventeligt, at hun inden for næste sæson kan gøre sig gældende internationalt, så det er med optimisme, at jeg har udtaget den VM-trup, der skal repræsentere Danmark ved VM," siger Benjamin Justesen.

Den danske landstræner understreger, at selvom rytterne skal bruge VM til at samle erfaring, skal de også vise, at både viljen og potentialet er til at nå langt på sigt, og derfor er der opsat konkrete målsætninger om en top 10-placering i U19 og top 30 i U23.

"VM er et mesterskab. Det har ikke kategori som udviklingsløb, og derfor har jeg besluttet at udtage en smallere trup, end vi har set tidligere. Der kommer andre løb, hvor vi kan tage en større trup med, så ryttere lige uden for landsholdet også kan få international erfaring og løfte deres niveau," fastslår landstræneren.

Det er Benjamin Justesens første VM i spidsen for det dansk cross-landshold, og han er sikker på, at de nye udviklingstiltag vil give resultater på sigt – men det kræver tålmodighed og hårdt arbejde, og derfor glæder han sig over den opbakning, han har mødt i sin første tid som landstræner.

"Vi har igangsat et arbejde med at skabe crossryttere, der på sigt kan gøre sig gældende på internationalt eliteplan, og det arbejde starter med opbygning af en elitekultur i miljøet. Der skal trænes og tænkes som professionelle, og det tager tid at blive seriøs og vidende på alle fronter, men rytterne har taget godt imod tiltagene. Både landsholdsryttere og dem lige udenfor har vist stor dedikation og arbejdsomhed, og det viser sig allerede nu i løbene, hvor en meget smal top er blevet bredere og flere ryttere viser højnet niveau," slutter Benjamin Justesen.

Det danske landshold til VM i cykelcross består af:
U23
Mads Høiberg Klinke - Team O B Wiik - Dan Stillads
Simon Bak - Cykling Odense

U19 
Gustav Wang - Team ABC Junior
Tobias Lillelund - Team Giant-ASSOS Offroad
Oliver Vedersø Sølvhøj - Team Giant-ASSOS Offroad

U19P
Marie Barbara Holm - Aarhus MTB

VM kan følges direkte på TV2 Sport eller TV2 Play 1. og 2. februar 2020.