Lørdag skal det danske U23-herrelandshold forsøge at følge op på triumfen i Flandern Rundt, når de kører det franske løb Etoile d’Or, som også er 3. afdeling af årets Nations’ Cup.

Andreas Stokbros sejr i U23-udgaven af Flandern Rundt sendte Danmark op på en aktuel femteplads i årets Nations’ Cup med samme antal point som Belgien, og cheflandstræner Anders Lund håber som minimum at kunne holde fast i den placering, selvom det både er et relativt uprøvet landshold og et helt uprøvet løb:

”Det er første gang, at Etoile d’Or er en del at U23’ernes Nations’ Cup, og vi har derfor ikke selv erfaringer med løbet, men rutemæssigt er det relativt kuperet – dog uden de helt store stigninger – så det bliver afgørende, hvor hårdt løbet bliver kørt,” siger Anders Lund.

Datosammenfaldet med weekendens to danske UCI-løb betyder, at der er blevet plads til flere nye navne i truppen, og Anders Lund ser det som en anledning til, at rytterne kan høste vigtig erfaring:

”Vi stiller til start med et spændende, men ganske ungt hold med hele tre Nations’ Cup–debutanter, og jeg glæder mig til at se, om de mindre erfarne U23-ryttere griber muligheden for at vise sig frem i landsholdstrøjen,” fortæller cheflandstræneren.

Danmarks U23-herrelandshold til Etoile d’Or består af:

Johan Price-Pejtersen – coloQuick Cycling
Jeppe Aaskov Pallesen – coloQuick Cycling
Jakob Egholm – Axeon Hagens Berman
Mathias Larsen – Team Waoo
Johan Langballe - Team Waoo/Sander Andersen – BHS-Almeborg Bornholm