I årets første fem måneder er der kommet en ny klub i DCU-familien hver uge – og i en tid med vigende interesse for det danske foreningsliv og konkurrence fra kommercielle aktører er det meget positivt, mener Martin Wang Hjørngaard, udviklingskonsulent i Danmarks Cykle Union.

Ikke færre end 26 klubber er blevet medlem af Danmarks Cykle Union i årets første fem måneder, og fremgangen skyldes ikke mindst de forskellige Bevæg Dig For Livet-tiltag, der begynder at vinde udbredelse. Samtidig har flere klubber fået øjnene op for de fordele, der ligger i at være en del af Danmarks Cykle Union, fortæller Martin Wang Hjørngaard, der også peger på, at flere er blevet bevidste om, at man sagtens både kan være en del af DCU og af DGI:

”Hele forudsætningen for Bevæg Dig For Livet er, at vi er stærkere sammen – at det er bedre at stå skulder ved skulder end at konkurrere. Sammen kan både klubber, DGI og DCU spille hinanden bedre, og vi kan tilbyde vores medlemsforeninger det bedste fra begge verdener,” forklarer Martin Wang Hjørngaard.

Det vurderes, at cirka 500.000-600.000 danskere bruger cyklen til andet og mere end transport, og Martin Wang Hjørngaard glæder sig især over, at flere og flere oplever cyklingen som et fællesskab:

”Cykling er en utrolig social og inkluderende motionsform, og vi er både i klubber, DGI og DCU blevet bedre til at vise nye motionscyklister, at der er plads til alle hos os. Jeg håber også, at det er det budskab, der har fået flere til at blive en del af cykelsporten,” siger Hjørngaard.

Martin Wang Hjørngaard understreger da også, at det ikke er interesse, der mangler - og han hæfter sig især ved den begejstring, han møder rundt om i landets nye klubber:

”Kendetegnende for mange af de nye klubber er deres engagement og glæde i forhold til foreningsarbejdet, og så er det deres evne til at engagere medlemmerne – både som deltagere i klubbens aktiviteter og som frivillige ressourcer, når der skal løftes i flok,” fortæller Martin Wang Hjørngaard, der også mener, at der er masser af positivt input at tage med videre fra de nye klubbers første møde med DCU:

”Først og fremmest er det jo vigtigt, at de nye føler sig velkomne, for det er jo en fornøjelse at få flere at dele sin cykelglæde med. Dernæst er det vigtigt, at vi lytter til de ideer og erfaringer, som nye klubber bringer med sig, og at de oplever en reel værdi i deres medlemskab,” slutter Martin Wang Hjørngaard.

Læs mere om klubudviklingsmulighederne her 

Varmt velkommen til
BCC Elite
Motionsklubben medVIND
Ilbro-Lørslev Idrætsforening
Bredballe Idrætsforening
Thorsager-Rønde Idrætsforening
Mountainbike Horsens
Hald Ege – Ravnstrup KFUM
MTB Sønderborg
Midtthy Cykelmotion
Bording Cykelmotion
Snedsted GIF Motionsforening
Hoptrup-Marstrup Idrætsforening
KKIK Cykling
RSCS Cycling
Trailstars Falster
Bogø Idrætsforening
Eggeslevmagle SGIF
WW Racing
Hillerslev Idrætsforening
FIF Atletik og motion
Vindinge IF MTB
Boldklubben Frem Sakskøbing
LUI Mountainbike
Skiklubben Hareskov
Nørre Alslev Gymnastikforening
Kreds 57 Ferslev-Skibby
- vi er glade for at have jer med i cykelfællesskabet!