Amalie Dideriksen med VM-medaljen, landstræner Casper Jørgensen og assisterende landstræner Martin Lollesgaard

Amalie Dideriksen trådte VM på banen i Apeldoorn i gang med et brag, da hun sikrede en bronzemedalje i scratch onsdag aften. 

I et taktisk præget scratch-løb forsøgte Dideriksen selv at skabe løbet, og et af danskerens angreb resulterede i, at hun fik et lille hul til feltet sammen med Kirsten Wild, der endte med at køre først over stregen som verdensmester.

"Jeg angreb nogle gange, men det gik i stå, og så endte det i den forventede spurt. Jeg prøvede mig af og gik efter guldet. Det synes jeg, at man skal til et VM," siger Amalie Dideriksen.

Da angrebet blev neutraliseret, så det længe ud til, at Dideriksens medaljechancer var væk, men på de sidste omgange, hvor Wild var kørt alene, fik den stærke dansker kørt sig op gennem feltet og slået et hul sammen med belgieren Jolien D'Hoore, der slog Dideriksen i en spurt og tog sølvet.

Sammen med 4.000 meter-holdet, der imponerede alt og alle ved at sikre sig en plads i guldfinalen, gjorde Amalie Dideriksen det til en fantastisk åbningsdag for det danske banelandshold.

Danskernes program for VM ser således ud:

Torsdag
Herrernes 4.000 meter holdforfølgelsesløb - guldfinale
Niklas Larsen, Frederik Rodenberg, Casper Folsach og Julius Johansen

Fredag
Kvindernes omnium
Amalie Dideriksen

Lørdag
Herrernes omnium
Niklas Larsen

Kvindernes Madison (parløb)
Trine Schmidt og Amalie Dideriksen

Søndag
Herrernes Madison (parløb)
Niklas Larsen og Casper Folsach

Kvindernes pointløb
Trine Schmidt